Morderisk perspektiv

Kan du lide at se verden fra en morders perspektiv?
Det er et perspektiv, som en del krimiforfattere ynder: Medsyn på morderen.

Som oftest er den traditionelle krimigåde og dens suspense hængt op på, at læseren ikke ved mere end den opklarende detektiv (eller journalist eller betjent eller hvem der nu opklarer). At opklaringen hos læseren sker i takt med detektivens opklaring. Det værste er jo, når man har regnet ud, hvem der er morderen længe før detektiven! Det bedste er, når man opklarer mordet præcis samtidig med detektiven, fordi man har haft alle de samme spor til rådighed, men først får dem sammensat netop da. Præcis som detektiven.

Jeg elsker jo, når forfattere leger kompetent med fortælleperspektiverne. Når det betyder noget for fortælling og plot, hvor og hvem der fortælles fra. Når måden, fortællingen fortælles, er bundet op på perspektivet. På samme måde hader jeg, når perspektiver bruges ureflekteret og mekanisk, fordi forfatteren bare har vedtaget, at der skal være x antal perspektiver. På skift. Nogle gange synes jeg ligefrem, at valget af perspektiver viser en forfatters afmagt (eller manglende evner), fordi det har vist sig umuligt at få den vinkel på fortællingen med, hvis man ikke har medsyn på en person, der var tilstede i rummet. Uden at det egentlig giver andet til fortællingen end den ene pointe.

Når man skruer et krimiplot sammen, er timing, rækkefølge, spor, omstændigheder og personligheder væsentlige elementer. Hvis man skal have læseren til at læse med til den bitre (eller søde) ende, skal spændingen holdes og krimigåden opklares på det rigtige tidspunkt. Enkelte gange er det ikke opklaringen, der får læseren til at læse med til sidste side, men som oftest i krimier. Således skal en forfatter have tilpas mange elementer, spor, personligheder og en god nok timing til, at læseren ikke falder af i svinget.

Et af elementerne er så medsyn på morderen. At få at vide, hvad der sker fra hans/hendes perspektiv. I tilpas forblommede vendinger, så man ikke med det første (og utidigt) kan udregne, hvem der er tale om blandt de personer, man møder i krimien. Dette perspektiv kan så veksle rytmisk med detektivens perspektiv. Så læseren via perspektivskift fx forholdes essentielle informationer på det rette tidspunkt, så man ikke regner morderen ud.

Jeg hader det!

For det første, fordi det ofte er et fuldstændig konstrueret perspektiv. Ofte fremskrives morderens psykopati fuldstændigt søgt, både personlighedsmæssigt og sprogligt. Nogle gange formulerer sådan en morder sig tåget lyrisk. Eller tilstræbt sprogligt forsimplet for at signalere afstumpethed. Eller på andre måder utroværdigt. Og det kan ske i selvsamme bog, hvor de andre perspektiver er fint, troværdigt skrevet!

For det andet, fordi det kan ligne suspense, at perspektivet skiftes over til morderen i samme sekund, som noget væsentligt i opklaringen skal til at ske. Fordi læserens forventninger brydes og må udskydes. Men ofte ligner det bare. Det er jo bare konstruktionen og ikke handlingen, der udskyder opklaringen. Den slags konstruktioner kan sagtens virke, men gør det bare ikke så tit.

For det tredje, fordi det nogle gange er den eneste måde, læseren kan forklare og opklare mordet på. At morderen selv har fortalt, at vedkommende var der. Det er altså ikke troværdigt retfærdiggjort, at tingene er foregået sådan, hvis man ikke lige havde haft morderens perspektiv på det afgørende øjeblik.

For det fjerde, fordi det bare er uelegant!

Tag den, krimiforfattere!

 

 

14. January 2016 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Bogåret 2015

2015 var et udmærket bogår! Det viser læselisten. Det blev til 97 bøger læst!

Ganske vist var der flere krimimåneder (som afslører serienarkomani og manglende overskud til krævende læseoplevelser hos denne læser). Men der var også Det gamle Rom-temaet i januar og 30’er-Tyskland-temaet i februar samt lidt engelsk historie i august. Nogle i krimiform, andre slet ikke.

Årets bog for mig var Luftspejling 38 af Kjell Westö. Den var simpelthen så god. Og jeg havde lyst til at starte forfra, så snart jeg havde læst den færdig. Det gjorde jeg ikke, men prakkede den i stedet på min mand, der også var begejstret, og min kollega … og hvem der ellers gider høre på mine anbefalinger. Så trist, så trist, men så aldeles velskrevet, melankolsk og oplysende. Og medrivende tillige.

En favorit var også Hustruen af Meg Wolitzer. Skarp, sjov, tragisk, igen virkelig velskrevet, god sløjfebinding og med et samfundsbillede, som man reagerer på. Hun veksler elegant mellem fortid og nutid. Hun mestrer både dialog og beskrivelse. Den er virkelig læsværdig.

Desværre var jeg ikke begejstret nok for Purity af Jonathan Franzen, hvis Korrektioner jeg ellers knuselskede. Og jeg havde håbet, at Bernard Cornwells Det sidste kongerige om vikingetiden i England ville få mig til at bingelæse hele serien. Men den var lidt for gadagung til min smag. Og så var det lidt træls, at det nok-så-omtalte fjerde bind i Millennium-trilogien (nu hvad? kvadrologi?) af David Lagercrantz overhovedet ikke var godt.

Til gengæld blev jeg uventet ramt af tonen i Caspar Erics 7/11 og Nike, ungt, spændstigt, sjovt, følsomt, ligesom Anne-Lise Marstrand-Jørgensen igen fangede mig med Dronningen af Saba & Kong Salomon. Edward St Aubyn leverede årets skarpeste og mest giftige og velskrevne sortsyn. Og Wallander-krimierne af Henning Mankell kan man roligt kaste sig over, hvis man har brug for solidt skrevne krimier i bedste nordiske tradition.

Joh, jeg kom vidt omkring i 2015!

04. January 2016 by camlarsch
Categories: Faglitteratur, Skønlitteratur | Leave a comment

Dronningen af Saba & Kong Salomon

Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye Dronningen af Saba & Kong Salomon griber fat i læseren med det samme – og lige så fast, som Hildegard gjorde. Så hvis du kunne lide sidstnævnte, vil jeg antage, at du også kan lide den nye. Sådan var det i hvert fald for denne læser.

Udgangspunktet er Bibelen og Koranens korte tekster om de to … og øh, hvad var det nu lige, der var med Dronningen af Saba?, nåede jeg i hvert fald at tænke (og slå op) … og hvad var det nu lige med Kong Salomon ud over, at han var rig og klog? Marstrand-Jørgensen puster ikke alene liv i mytiske personer, hun giver dem hele verdener at leve i.

Trods de eksotiske omgivelser og en tidsangivelse knap 100 år f.v.t., som Marstrand-Jørgensen fremskriver så levende (ørken, hede, farer, dromedarer, vold, sygdom, skidt, død), er det forbløffende menneskeligt genkendelige omdrejningspunkter, bogen har.

Dronningen af Saba hedder Makeda, længe før dronningetitlen overhovedet er på tale. Hendes historie handler om magt og afmagt, om at være outsider og fighter, om at træde uden for rammer og modsætte sig forventninger, om at være kvinde i en mandsdomineret verden, om at have et drive mod noget andet. Hendes historie er også en historie om fattigdom, nomadeliv (mentalt og konkret), livsvilkår og samfundsnormer. Vi møder Makeda på kanten mellem barndom og voksenhed og følger hendes rejse resten af livet. Det er en tid og verden præget af vold, krig og maskulin dominans. Og det kan Makeda mærke. På sin position i samfundet, på sine muligheder, på sine kampe, på sin krop … rigtig meget på sin krop!

Bogens anden hovedperson, Kong Salomon, fødes til rigdom som yngste søn af Kong David og hans yndlingshustru, den kloge Batseba. Han er vokset op med hofintriger og brodermord, med store krav og forventninger og må finde sin egen vej i skyggen af sin kongefar og sin ambitiøse mor. Han omgiver sig med hustruer, men elsker kun konkubinen Abishag, han er rigere end alle i Jerusalem, men går mere op i viden. Salomon har ikke tjekket sine privilegier for nylig, heller ikke da han møder Makeda, men han kan godt genkende format, når han møder det. Han pirres af hendes udfordrende verdensbillede, men forstår alligevel ikke til fulde, at hun ikke vil tæmmes af ham, for han vil hende det jo godt?

De to personer er fremskrevet ret nutidigt, uden at det går ud over historien. Deres spørgsmål til verden og tilværelsen spejler nutidige liv og spørgsmål. Jeg associerede til Habibi af Craig Thompson, fordi køn, magt og vold i en mellemøstlig verden også var omdrejningspunkter deri, men Marstrand-Jørgensen forfalder ikke til overtydelige pointer (som Thompson), men bevarer fortælleglæde, troskab mod historien og subtile pointer.

De to hovedpersoner skiftes til at bære fortællingen kapitel for kapitel. Og en af bogens styrker er, at man faktisk slet ikke ønsker at skifte fra den aktuelle person. Hver gang. Den slags konstruktioner plejer at irritere mig, fordi de forskellige fortælleperspektiver ikke nødvendigvis er lige stærke. Men her er de. De første to tredjedele af bogen er bedst, efter min mening. Men man vil gerne have slutningen med.

26. October 2015 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

← Older posts

Newer posts →