Min indre tysker*

DSB har en fordelsklub: DSB Plus, hvor man kan få rabat på kaffe i 7-eleven’erne og den slags. Desuden tilbyder de hver måned, at man kan downloade en gratis e- eller lydbog. Der er tre at vælge imellem. Jeg henter en hver måned, selvfølgelig. Bogsamlere lader ikke den slags gå upåagtet hen. Også selv om valget sjældent står mellem bøger, som jeg alligevel ville have købt.

Således hentede jeg sidste år en Jack Reacher-action-thriller-krimi-bog af Lee Child. Da jeg lige undersøgte det, viste den sig at være udgivet i Danmark som nummer ni i serien. Jeg brokkede mig lidt på Facebook over, at jeg jo så blev nødt til at læse de otte første først. Og så var det, Tyge introducerede begrebet: Min indre tysker.

Han mente, jeg burde undertrykke min indre tysker i dette tilfælde. Underforstået: Seriens bøger har ikke indbyrdes afhængige handlingstråde, så man kan sagtens læse dem i vilkårlig rækkefølge.

Men min indre tysker er en dominerende type. Hun får mig til at læse i rækkefølge. Hun protesterer voldsomt, hvis jeg af og til ikke vil læse en bog færdig. Hun får mig til at vente i månedsvis på næste bind i en serie. Hun får mig til ikke at låne en interessant tegneserie på biblioteket, hvis jeg ikke kan læse den i den rigtige kronologiske rækkefølge. Og hun får mig selvfølgelig til at undersøge ordentligt, om det vigtige er den kronologiske udgivelsesrækkefølge, eller om der er en handlingsrækkefølge, som er angivet som den rigtige rækkefølge af forfatter eller forlag.

Så jeg tjekkede lige, hvordan det nu var med den Jack Reacher-serie. Og det viste sig til min overraskelse, at den, der er angivet som nummer ni på dansk, var nummer fjorten på engelsk, og at serien i øvrigt var nået til 22 bind … mens man utålmodigt venter på bind 23 senere i 2018. Den autoritative liste må være Lee Childs egen.

Min indre tysker er således skyld i, at jeg nu har læst 22 Jack Reacher-bøger. På engelsk hhv. dansk, alt efter om de var oversat. De er ret hurtigt læst. De er ikke rigtig gode. Faktisk. Min indre tysker er lidt idiotisk af og til.

 

 

*Enhver eventuel krænkelse af en nationalfølelse er utilsigtet fra skribenten af dette indlæg.

06. July 2018 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | 1 comment

Læseåret 2017

Ifølge min læseliste læste jeg 109 bøger i 2017. For mig er det pænt mange. Men det var overordnet set ikke et virkelig godt læseår, som jeg lige umiddelbart kan se det fra listen. Ret meget gadagung-gadagung … og jeg er jo den eneste, jeg kan bebrejde det. :-S

De fjorten Karin Slaughter-bøger blev fx konsumeret, mens jeg var nedlagt af en rygskade. Jeg vil nok ikke anbefale andre at læse dem i rap. De var på den anden side lige det niveau, jeg kunne håndtere at læse, og de var solidt sammenskruede krimier, trods alt. Et krævende værk med tankegods var nok alligevel blevet negligeret i den situation.

Men så var der alligevel nogle godbidder i løbet af året. Hvem kunne vide, at Doktor Glas af Hjalmar Söderberg vel nok var en overset klassiker, som alle burde læse. Alle! Ja, også dig. Virkelig, virkelig velskrevet. Hurtigt læst, men bestemt ikke hurtigt glemt. Sært nutidig i sine refleksioner, trods det, at den er mere end 100 år gammel (fra 1905). Jeg tror, det var årets læseoplevelse for mig, og jeg vil på det varmeste anbefale den.

Det var også i (starten af) 2017, jeg fik læst Krig og fred. Stor (og virkelig lang) læseoplevelse. Jeg forstår godt dens klassikerstatus, men var på den anden side også lidt irriteret over, at den forfalder til rendyrkede historielektioner. Hans personer er dog simpelthen så fint tegnet. Jeg kom til at sammenligne Tolstoj med Dostojevskij, og sidstnævnte er altså bare mere min kop te.

Jeg vil anbefale Vegetaren af Han Kang. Mest er den sær og fremmedartet. Men også foruroligende. Og læsværdig. Han Kang har i et interview sagt, at hun ikke har en dagsorden om kønsroller, men det er svært som vestlig læser ikke at reagere på de stramme samfundsnormer og kønnede relationer, som hovedpersonen indgår i og gør oprør mod.

Værd at nævne og derfor værd at læse er også Redningsafstand af Samantha Schweblin, som smider læseren ud på dybt vand, hvor sprogligt fodfæste ikke er noget, man får foræret. Megauhyggelig.

Læs også Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen, fordi sproglig knaphed og præcision og iderigdom overhovedet ikke er modsætninger. Og læs En hest kommer ind på en bar af David Grossman. Sprogsprudlende og irriterende med vilje … og rørende.

Ah, det viser sig jo, at jeg alligevel havde fået læst nogle gode bøger i 2017. Således anbefalet.

03. January 2018 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Sprudlende sprog

Nogle gange læser jeg bøger, hvor den sproglige energi er uimodståelig, hvor sproget sprudler.

Da jeg i sin tid læste Det jiddische politiforbund af Michael Chabon var jeg helt sikker på, at der var en god del af de jiddische indforståetheder, som fløj hen over hovedet på mig, men jeg var ikke desto mindre dybt fascineret af den sproglige veloplagthed, som flød ud af alle personernes sprog. Man kunne næsten høre personerne tale. Man kunne næsten høre tonefaldet, traditionen, den årelange påvirkning fra USA på jødisk kultur … Også selv om jeg læste den på dansk.

Jeg havde det helt på samme måde, da jeg læste Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv af Junot Díaz. Jeg har aldrig været i Den dominikanske republik, jeg kender ingen, der er dominikanske indvandrere i USA, jeg kan ikke engang spansk. Men under læsningen af Oscar Wao var jeg helt sikker på, at jeg vidste, hvordan man taler med hinanden, hvis man kommer derfra. Og ikke mindst hvordan man tænker, opfører sig og bevæger sig i verden. Også Oscar Wao-bogen læste jeg på dansk.

Og det med at læse dem på dansk er den del af min pointe. For jeg ved jo godt, at det så ud over forfatteren også er oversætteren, som i den grad har været på arbejde, når jeg fornemmer alt det sproglige sprudleri på og mellem linjerne. Men som den “dovenlæser”, jeg er, forfalder jeg oftest til at læse på dansk. Fordi det går hurtigere. Og på trods af, at jeg er bevidst om, hvad jeg går glip af.

Men nu har jeg så købt en ny bog: The Sellout af Paul Beatty.
Jeg faldt over den i en londonsk boghandel, som for mig er indbegrebet af bogfristelse. Den havde vundet Man Booker Prize i 2016, hvilket plejer at være et kvalitetsstempel i min verden, og jeg faldt helt usædvanligt for en anbefaling på bagsiden. Så den købte jeg.

Fra første side vidste jeg, at det her også var en sprogligt veloplagt og energisk bog! At den skrev sig ind i en sproglig og kulturel kontekst og historie (sorte i USA), som den legede med, imiterede, udvidede og fornyede. At den var noget, den her bog. Og så faldt jeg af! Og nu ligger bogen der på reolen med et bogmærke i og venter på, at jeg tager mig sammen til at læse videre.

For den var jo på engelsk. Så det var ret hårdt arbejde at læse sig ind i alt det sprogsprudleri (uden oversætterens hårde forarbejde). Og det var sent, og jeg var træt … Efterfølgende har jeg læst mindst to varme anbefalinger af den fra folk, jeg lytter til boganbefalinger fra. Så det er jo bare et spørgsmål om at komme i gang. Men det bliver nok ikke lige i sommerferien, som nærmer sig …

Nå, men har du læst nogen sprogsprudlende bøger, du vil anbefale? På dansk. 😉

11. July 2017 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

← Older posts

Newer posts →