Vrængende hvid pige

Faldt lige over Christina Hagens nye digtsamling White Girl. Jeg vil ikke påstå, at den var en fornøjelse at læse, og jeg ved ikke helt, om det er godt. Men det er noget! Og det kan noget!

Introen lyder:
White Girl er en fiktionalisering af en samling postkort skrevet af hvide mennesker.”

Og tonen i hele samlingen er noget a la dette:

“Åh for satan jeg blive sindssyg af din fucking ævl. Hele tid du stå uden for restaurant i din tjenerkostume og sige til mig på den dansk: “Goddag, goddag” og “hvordan du har det?” som papegøje. Jeg fucking lyst til at skære din triviel mund af og putte ned i syltetøjsglas og sætte i køleskab og rigtig spise til jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugte og er grim. Du mig så gal gøre! Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig, latinomand!”

Hun er så vrængende. Kan ikke huske, at jeg har læst noget så vrængende før.

“… Du ikke tro, jeg i den Fakta hade handle, jeg den grå regnvejrsdag rigtig blive deprimeret, jeg brække mig i den rødternede dug? Jeg fucking pakke lort ind i karamelpapir, og give dig som rigtig flot gave, Bali, og du den drilleri selv kan mærke på krop. Jeg fucking fælde din palme, når du kigge væk!”

Det føles enormt provokerende og på længere sigt forvirrende, at det hele er skrevet på “perkerdansk”, og at alle stemmerne er båret af hvide mennesker, der vrænger ad verden og dens fordomme mod … hvide mennesker. Der er så mange beskyldninger i spil, som vendes først den ene vej og så den anden, at man ikke kan lades uberørt. Og alt sammen skrevet vrængende! Og med umiskendelig saft og kraft.

 

28. June 2012 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.