Virkelighed er et flertalsord

Aomame sidder fast i en trafikprop og vælger derfor at stå ud af taxaen på en motorvejsbro og gå ned ad en trappe for at komme hen til en togstation. Det er jo lidt usædvanligt, som chaufføren bemærker, før han advarer: “Og når De gør sådan noget, kan det godt være, at verden omkring Dem pludselig kommer til at virke en lille smule anderledes. […] Men lad dem ikke narre af det ydre. Der findes kun én virkelighed.” Aomames trappetur viser sig at have skabt små forskydninger i hendes 1984-virkelighed. Denne parallelle virkelighed vælger hun at kalde 1Q84 (i romanen af samme navn).

Jeg elsker disse forskydninger af virkeligheden, som Murakami ofte kredser om. Den første Murakami-bog, jeg læste i sin tid, var Dans, dans, dans. Her står jeg-fortælleren af på 16. etage i et hotel, hvor der viser sig at være mørkt:
“Mørket var totalt som i en død verden. Jeg kunne ikke skelne en eneste form eller ting.  Jeg kunne ikke se min egen krop. Jeg kunne ikke få fornemmelsen af noget omkring mig. Jeg befandt mig i et stort, sort tomrum”. Da han forsøger at udforske etagen trods sin panik, møder han et fåremenneske. Og sådan er det. Hvad end det er.

De alternative virkeligheder er allestedsnærværende i Murakamis fortællinger. Aldrig helt behagelige og altid omkostningsfulde at slippe ud af. I Hardboiled Wonderland and The End of The World, som har to fortællespor, findes den alternative virkelighed, som kører i det ene spor, fx inde hovedet på hovedpersonen – og hvis han finder ud af at håndtere situationen i den ene verden, kommer han ud af den anden – og omvendt.

I novellen Where I’m Likely to Find It fra samlingen Blind Willow, Sleeping Woman møder vi en detektivtype, der forsøger at opklare, hvor en forsvundet ægtemand er blevet af. Han forsvandt mellem sin mors lejlighed tre etager oppe – og sin egen lejlighed med en ventende hustru længere nede. Detektiven trawler gennem trappeopgangen og leder efter den port til den alternative virkelighed, som han håber, manden må have fundet. For blot at konstatere, at han helt banalt er stukket af med en anden. Så vores jeg-fortæller må fortsætte sin eftersøgning et andet sted: “I imagine my search will continue – somewhere. A search for something that could very well be shaped like a door. Or maybe something closer to an umbrella, or a doughnut. Or an elephant. A search that, I hope, will take me where I’m likely to find it.”

I Sputnik min elskede forsvinder Sputnik på en uvis måde. I en anden novelle dukker et lille grønt monster op fra undergrunden og erklærer den kvindelige hovedperson sin kærlighed. Og så fremdeles. Nogle gange er det drømmevirkeligheder, efter-død-virkeligheder, andre gange bare uforklarede alternative virkeligheder. Der er igen og igen fortællinger om mennesker i den almindelige virkelighed, der møder fænomener, væsener eller andet fra andre virkeligheder – eller ender der selv. Virkeligheden er meget sjældent entydig hos Murakami. Virkelighed er et flertalsord.

11. October 2011 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Tags: , , | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.