Vinteren kommer

Storhed kan have mange former. I ridderlige tider er det især til at tage og føle på. Og i Kampen om tronen, en syvhundrede og en hel masse siders fantasyroman af George R. R. Martin, har vi en hel masse af det.

Romanens anslag lyder: Overhovedet for slægten Stark i riget mod nord kaldes af kongen til kongebyen for at blive hans højre hånd. Ikke at den retfærdige og retskafne Lord Stark egentlig har lyst, men han er bundet af gammelt venskab og forpligtelser.

Stark’erne har til huse på Vinterborg. Og deres valgsprog lyder: Vinteren kommer.

I love it! Så ved vi, at man ikke forfalder til lalleglæde og piveri. Så ved vi, at man tager sin skæbne på sig. At det nødvendigvis må blive stort. Og at faldet bliver dybt.

I hele første bind når vinteren faktisk ikke at komme (somre kan i dette univers vare op til en ti års tid og den slags uforudsigeligheder), men vinteren viser alligevel sine tænder på alle mulige måder i overført betydning for samtlige medlemmer af slægten Stark.

Tilsæt dernæst middelalderlige riddertilstande, hofintriger, en Djengiz Khan-type, nogle udøde, en kæmpeulv som hver af de seks Stark-børns følgesvend, en masse krigsførelse, drageæg, magtgalninge, en centralt placeret dværg, nogle indavlede superskurke, som gerne dræber børn …

Jo, hele syv bind i serien er vist ikke spor for lidt. Ser frem til, at vinteren for alvor kommer i de næste seks bind.

21. November 2011 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | 2 comments

Comments (2)

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.