Verdens kant er utæt og bløder
Der er altid diskussion om, hvad litterære priser kan bruges til – og om de er berettiget tildelt. Personligt bruger jeg prisuddelinger og nominerede til at få inspiration til, hvad jeg skal læse.
Således gav årets Man Booker Prize, der gik til Hilary Mantel for anden gang, inspiration til at få læst hendes Wolf Hall. Ganske vist var det den bog, Mantel fik prisen for i 2009, men det er forgængeren til Bring up the Bodies, der blev prisbelønnet i år.
Det var en særdeles god læseoplevelse, som jeg vil anbefale til enhver, der sætter pris på historiske romaner. I den forstand var 2010-prisen i hvert fald berettiget, efter min mening.
Vi er tilbage i 1500-tallets England. Thomas Cromwell er vores hovedperson og perspektivbærer. Hans opvækst i et hårdt miljø og hans ungdom til søs og i Sydeuropa har givet ham den blanding af smidighed, brutalitet, diplomati og handelsevner, som skal til for at blive engelske Kardinal Wolseys højre hånd. Fra denne position bevæger han sig stadigt tættere på Kong Henry den 8., som vi møder midt i den konflikt med paven, som opstår, fordi kongen ønsker at ægte Anne Boleyn og annullere sit ægteskab med Dronning Katarina.
Det er et pestramt, inkvisitorisk indstillet England, vi møder. Og i Cromwells perspektiv er der både svært og spændende at opholde sig.
Det er en ofte fortalt historie, som i sig selv er dramatisk. Men Mantel gør den endnu engang læsværdig, fordi hun skifter sprogligt gear så legende elegant. Fra detaljer om Anne Boleyns humør og kjoler til knivskarpe samfundsanalyser. Fra antydninger til udpenslinger. Fra impressionisme til traditionelt fortalt historisk roman.
“Allehelgensaften: Verdens kant er utæt og bløder.”, skriver hun. Og så ved vi, at Cromwell stadig sørger over sin familie, der er død af pest og feber.
Jeg kan nok ikke vente på, at Bring up the Bodies bliver oversat til dansk i løbet af foråret 2013. Måske kommer jeg til at købe den på Kindlen. Der er den jo kun ét klik væk …