Trøst og nærvær

Som sagt, så gjort: Jeg tog på Louisiana Literature og hørte Kjell Askildsen i samtale med Helle Helle og med Christian Lund som facilitator. Og måtte endda pjække fra halvdelen af min svoger og søsters fødsels-/kommedag for at komme derop. Men det var det hele værd.

Jeg sad der og kom i tanke om alle mine gode grunde til i sin tid at have valgt litteraturvidenskab som studie – og alle de gode grunde til at være boglæser. For Helle Helle og Askildsen fik efter en noget u-lovende start gang i en samtale om deres motiver for at skrive, som de gør.

De fik talt om det, der ikke står i teksten – og det er der meget, der ikke gør i deres tekster. Og de brugte ord som “sandhed”, “sprog”, “kunst” og “meningen” i deres samtale – og var skarpe begge to.  Og jeg sad der med min gode kollega og følte mig lige så begejstret, som da jeg var en 23-årig litteraturstuderende og lige havde opdaget Askildsens tekster.

Den gamle, selvbevidste mand, 82 år, var desværre blevet næsten blind – og kan derfor ikke længere skrive. Det var den allestedsnærværende tragedie. Han kunne derfor ikke læse op af sine egne tekster, så man havde fundet en gammel båndet oplæsning. Og selv om oplæsningen var gammel, gav den et fint indtryk af den præcision i hver eneste sætning, der præger Askildsens noveller. Da Christian Lund spurgte, om Askildsen – nu han hørte oplæsningen – havde opdaget sætninger, som han ville ønske at ændre, var det lakoniske svar: “Nej, men jeg kunne have læst bedre op.” Og det var morsomt – og det var tragisk. Det var trøstesløst og trøstende.

Helle Helle gengav min følelse, som jeg også tidligere skrev: at det er meget svært at finde et uddrag af en Askildsen-novelle. Fordi hver enkelt sætning peger videre på den næste. Og fordi det er i sammenstillingen af sætninger, det særlige kommer frem. Alligevel læste hun et uddrag op, som for hende var et eksempel på, hvor trøstesløse Askildsens noveller egentlig er – men hvordan de alligevel giver stor trøst og er mærkværdigt morsomme:

“Jeg var på vej ned ad trappen i en fem-etages udlejningsejendom i den østlige del af byen; jeg havde besøgt min ældre søster, det havde ikke været hyggeligt, hun havde for mange problemer, de fleste af dem indbildte, men det gør jo ikke sagen bedre.”
– Indledningen til novellen Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan fra Et stort, øde landskab, Per Kofod, 1994.

Folk grinede. Den sætning indeholder det hele! Og det er den kunst, Askildsen kan.

Jeg havde ikke tidligere hørt Helle Helle fortælle. Men det var så fint, da hun forsøgte at beskrive, hvad det var at skrive for hende. Hun beskrev, at den følelse af at være helt nærværende, som man får, når man læser – ja altså ikke nærværende i den omgivende verden, men den nærværende følelse i læsningen. Den følelse kunne hun genskabe, når hun skriver. Og det var grunden til, at hun ville skrive.

Jeg kan genkende følelsen af at være nærværende i en grad i læsningen, som man måske ikke ofte er i virkeligheden og verden. Men ak – jeg er ikke forfatter og kan ikke genskabe den i skrivningen. Heldige Helle Helle.

05. September 2011 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.