Totalt illoyalt

Jeg har en svaghed for sådan nogle romaner, hvor fortælleren på forskellige måder tager afstand fra sine figurer. Hvor fortælleren er illoyal, misbilligende eller udleverende over for sine figurer – enten diskret ved sit ordvalg eller direkte.

Som når fortælleren i Døden i Venedig af Thomas Mann – der bl.a. er berømt for denne illoyalitet – skriver:
“For sent! tænkte han i dette øjeblik. For sent! Jamen, var det for sent? Det skridt, som han nu tøvede med at tage, det ville højst sandsynligt have ført til noget godt, noget let og lykkeligt, til en sund nøgternhed. Men sandheden var vel den, at den aldrende mand ikke ønskede at blive nøgtern, at rusen var ham for dyrebar.” (s. 83, Gyldendal, 7. udg. 1993)

Det er i den sidste sætning, man finder det, jeg sætter pris på. Fortælleren får lige med et ordvalg og en ændring i fortælleposition understreget, at sandheden, den kender “den aldrende mand” ikke selv. At hans vurdering af konsekvenser ikke er gyldig. Ved at bruge ordet “vel” indskydes en bedrevidende tone. Totalt illoyalt!

Den slags illoyalitet har jeg senest set rigt udfoldet hos Jonathan Franzen i romanen Frihed. Deri holder fortælleren også sine figurer ud i strakt arm. Han lader dem sprælle og falde – men griber dem faktisk igen til sidst. Hvilket overhovedet ikke var en selvfølge læsningen igennem.

Et af de greb, Franzen bruger, er fortællerens skift i position. At det postuleres, at fortælleren faktisk er Patty Berglund selv, forekommer mig mest som en konstruktion – og en ligegyldig (faktisk irriterende) en af slagsen. For netop det indledende kapitel, hvor vi kigger på familien Berglund udefra med medsyn på de tidligere naboer, Paulsens, slår tonen an: De forskellige medlemmer af familien Berglund bliver set og vurderet fra alle mulige vinkler, og fra de fleste af dem ser de lidet sympatiske ud.

Noget af det kuldslåede ved Frihed opstår ved, at selv om fortælleren giver læseren medsyn på fx Patty, kan Patty faktisk ikke så godt lide sig selv. Så undervejs i romanen, er der ikke automatisk en iboende sympati med figurerne nogen steder. Selv om man på skift har adgang til deres inderste tanker.

Undervejs var jeg temmelig arrig og irriteret over de enkelte figurer, deres snævertsynethed, deres manglende evne til at vælge rigtigt for sig selv og deres omgivelser, deres fangethed i riller osv. Men det luskede ved dette fortællegreb er jo netop, at det er fortællerens til- og fravalg, altså snarere formen end ordene, der får en til at danne sig sin mening om figurerne. Der bliver ikke sagt noget direkte.

18. June 2011 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.