Ti vigtige bøger

Ovre på Facebook sendte Ulf et kædebrev, hvor jeg blev tagget.  Opgaven lød således:

Chainletter rules: ” In your status line, list 10 books that have stayed with you in some way. Don’t take more than a few minutes and don’t think too hard. They don’t have to be “right” or “great” works, just the ones that have touched you. Tag 10 friends – looking forward to see your list!”

Kædebreve plejer jeg at ignorere, men det her handlede jo om bøger. Så jeg blev jo nødt til at være med. Men så satte vægelsindet ind. Først kunne jeg slet ikke finde ti værdige titler (… måske var det snobberiet, der satte ind). Så nedlagde jeg filtrene, og så kunne jeg pludselig finde alt for mange. Dernæst ville jeg have halvdelen af Ulfs – og ville også tilføje nogle af dem, som Zenia havde på sin liste. Og så lignede det alligevel ikke min liste. Og så og så …

Bøger er jo vigtige. Jeg kunne jo ikke bare have en forkert liste. Men jeg har faktisk altid vægret mig mod at lave top-lister, fordi jeg sjældent læser bøger mere end én gang, fordi der er så mange nye bøger derude i verden, som jeg også gerne vil læse, og måske fordi jeg vidste, at jeg ville blive ramt af det store vægelsind, når jeg skulle prioritere. Alligevel ved jeg jo godt, at nogle bøger har været vigtigere end andre. Problemet er blot, at de har været vigtige i forskellige faser af mit liv.

Dernæst ønskede jeg at knytte lange kommentarer til valget af hver enkelt bog. Så nu endte jeg med at poste listen på FB og linke til dette indlæg, så de interesserede kunne se, at jeg ikke bare skrev ti bøger på en liste, men faktisk ikke kunne vælge – eller kunne have oplistet hundredevis. Listen endte med at se således ud:

På sporet af den tabte tid af Marcel Proust
Dans, dans, dans af Haruki Murakami
The Sound and the Fury af William Faulkner
Døden i Venedig af Thomas Mann
Macbeth af William Shakespeare
Fionavar Gobelinen-serien af Guy Gavriel Kay
Tegneserier: Jumbobøger, Steen og Stoffer, div.franske og belgiske fra 70-80’erne
Sandman-serien af Neil Gaiman
Stormfulde højder af Emily Brontë
Min kamp af Karl Ove Knausgård

Og her kommer alle begrundelserne.
På sporet af den tabte tid er med. Jeg får den nok aldrig læst igen. Men jeg vender altid tilbage til iagttagelser, pointer og erkendelser fra den bog. Og tilbage til erkendelser, jeg selv fik, mens jeg læste den.

Dans, dans, dans er med, fordi det var den første Murakami-bog, jeg læste. Jeg blev helt lagt ned af fascination. Det kunne have været de fleste Murakami-bøger, der stod her. Denne kom med, fordi det var den første, jeg læste – og fordi jeg bare måtte have mere efter den. Jeg har grædt til Norwegian Wood, gyst over hans noveller, undret mig til Kafka på stranden, sørget under Sønden for grænsen og vesten for solen osv. osv. Men denne var den første.

The Sound and the Fury er med, fordi jeg skrev speciale om den. Fordi den er grum. Fordi den leger med fremstillingsformerne. Fordi den får mig til at ville genopleve the deep South som det var. Fordi jeg græder over Cathys skæbne, over Quentins død, over Benjys trying to say og næsten over Jasons indædte indskrænkethed. Og fordi den blev anledning til, at jeg blev – fagligt – klogere.

Døden i Venedig er med, fordi den har den ledeste og mest formfuldendte fortæller længe set. Og fordi forfaldshistorier falder i min smag.

Macbeth er med, fordi min engelsklærer i gymnasiet fik os trukket igennem den – og med sin begejstring fik mig vist, at man kan finde ind til den fantastiske historie bag virkelig svært sprog. Og fordi det var en aha-oplevelse.

Fionavar Gobelinen-trilogien er med, fordi den handler om Kong Arthur-myten. Indirekte. Jeg rodede rundt i, hvilken Arthur-bog, der skulle på listen, for én skulle jo. Det kunne have været T.H. Whites, men den er så seriøs, mens denne både er sentimental, melankolsk, en fantasybog, en opdateret og genskreven variant af en gammel myte og desuden stadig på min reol. Lidt af hvert i ét.

Tegneserier. Det er lidt snyd, jeg ved det godt. Men jeg har læst alle de tegneserier, jeg kunne komme i nærheden af, så længe jeg kan huske. Man måtte låne fem ad gangen på mit lokale bibliotek. Og det gjorde jeg så. Tit. Jeg elsker stadig Steen og Stoffer, har stadig mine Jumbobøger, og jeg har læst alle 70’ernes og 80’ernes franske og belgiske samlinger, fx AsterixSplint og co.Lucky LukeLinda og Valentin … Jeg læser dem stadig.

Sandman-serien skal med, fordi det var et forandrende møde for min tegneserielæsning. For første gang var jeg vild med en tegneserie, der var grum og grim – og samtidig forenede den min begejstring for fortællinger, myter, religioner, store armbevægelser og så tegneserie. Jeg var solgt.

Stormfulde højder er med, fordi jeg – i modsætning til, hvad jeg skrev tidligere – faktisk har læst den rigtig mange gange. Spoiler: De får ikke hinanden. Jeg tror, det er grunden til, at jeg har læst den flere gange.

Og så er Knausgårds Min kamp hoppet direkte ind på min liste, endskønt jeg først har læst sidste bind i år. Jeg har vendt tilbage til tanker derfra, pointer derfra, har genfundet passager derfra og tænkt over hans skrift og refleksioner i en uendelighed under og efter læsningen. Det er et monumentalt værk i min verden.

Det blev listen. Der blev ikke nær nok plads til børne- og ungdomsbøger. For de var vigtigere for mig tidligere. De er stadig vigtige, men jeg ved, at jeg lige nu bruger mere tankegods fra de her nævnte. Det ændrer sig helt sikkert igen. Og sådan er dette en liste, der kun er gyldig lige nu.

16. December 2013 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *