Teenagebøger

Mit ældste barn er blevet teenager. Med alt hvad dertil hører. På bogfronten har jeg faktisk glædet mig lidt til, at han blev god nok til at læse, til at jeg kunne få ham til at læse gode, lidt sværere bøger (i forhold til børnebøger). Jeg kunne komme i tanke om alle mulige bøger, som jeg selv læste med største fornøjelse, da jeg var stort barn og teenager. Dem har jeg glædet mig til at anbefale.

Men tiderne har ændret sig (sukker den gamle kone her). Jeg var et meget læsende barn og en meget læsende teenager. Jeg havde ikke computerspil, YouTube og alskens andre skærmmuligheder. Jeg læste, når jeg ikke lige var sammen med venner og gik til ting. Min teenager vil helst tilbringe tiden foran en skærm, når han ikke lige er sammen med venner og går til ting. Så det med at læse er mest noget, vi har aftaler om, at man skal(!) Hver dag. (Og det gør han faktisk stort set.)

Jeg snusede rundt på biblioteket for at finde bøger til mig selv dengang og fik hjælp af bibliotekarer. Min teenager spørger bare mig og er forvænt med en forlagsmor, der skaffer bøger enten fra forlagets personalekøb eller på biblioteket. For jeg er mere interesseret i, at han overhovedet læser, end at han ikke gør … hvad der ville være resultatet, hvis valget af læsestof blev overladt til ham selv. Fra min egen ungdom ved jeg, at jeg læste hvad som helst. Alt muligt: Skrammel og guld. Let og svært. Forståeligt og komplet uforståeligt (ofte fordi de var for svære). Så jeg forsøger at finde bøger, som får ham til at læse, som giver ham lyst til at læse … og ikke bøger, jeg synes, han bør læse. Der er lidt forskel.

Af og til rammer jeg med forslag fra mit personlige bagkatalog. Det frydede mit moderhjerte og mit læserhjerte, da han som 11-årig havde læst Ulvehunden og spontant udbrød: “Det er den bedste bog, jeg nogensinde har læst.” Andre gange skaffer jeg bare ungdomsbøger af mindst udfordrende og mest actionprægede skuffe, lige som han bedst kan lide dem. For så læser han i det mindste.

Lige nu læser han Fluernes herre af William Golding. Både min mand og jeg husker det som en stor og vigtig læseoplevelse. Teenageren er snart færdig med den, men den store begejstring udebliver: “Man kan altså godt mærke, at den er lidt gammel, mor. Jeg synes bedre om bøger, der ligesom er skrevet til unge i min tid.” Så fik vi den!

Jeg holder ikke op med at anbefale kanel mellem skidtet.
… og noget af skidtet viser sig heldigvis at være helt okay.

08. June 2016 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *