Skal man læse Murakami?

Den opmærksomme bloglæser vil vide, at jeg elsker Murakami. Og især for hans melankoli. Hvis man ikke kan lide stemningen i de første Murakami-bøger, man læser, bliver ens forhold til ham nok aldrig så nært, som mit er blevet.

Jeg er gennem årene flere gange blevet spurgt, hvor man skal starte, hvis man skal læse Haruki Murakamis bøger.  Og det er jo virkelig svært, når man gerne vil have, at læseren skal kunne lide bøgerne og fortsætte med at læse i forfatterskabet. Da jeg forsøgte at kategorisere for at guide folk, begyndte de fleste bøger at optræde i flere kategorier. Og det var også et problem at kategorisere, fordi man kunne vælge at gøre det på indhold eller på form. Men hvis nu, man skal, kan vi jo starte med indholdet.

Der er i hvert fald kærlighed. Hjerteskærende, melankolsk og længselsfuld kærlighed. Den får man mest af i:

Sønden for grænsen og vesten for solen
Norwegian Wood
Sputnik min elskede
1Q84
Dans, dans, dans
En vild fårejagt
Kafka på stranden

… på hver sin måde. Nogle gange romantisk, andre gange ikke. Men helt sikkert er det, at kærlighed aldrig er ligetil.

Så er der de romaner, som har et historisk perspektiv i sin fiktion. Den japanske historie betyder i hvert fald noget for handlingen og hovedpersonerne i de her to:

Kafka på stranden
Trækopfuglens krønike

Der er mystiske elementer i stort set alle Murakamis værker, i nogle mere tydeligt end andre. Med mystik mener jeg i denne sammenhæng elementer, som kan forekomme … ja … mystiske, som i fremmedartede, overnaturlige og uforståelige. Nogle gange har jeg fornemmelsen af, at jeg ville forstå det, hvis jeg var japaner, andre gange tror jeg, at også japanere finder dem mystiske og vil mene, at de mystiske træk er helt særegent ved Murakami. Det sidste har jeg fået bekræftet i sekundærlitteratur om Murakami. Man kommer bedst igennem Murakami, hvis man accepterer, at sådan er det bare. For man får det alligevel aldrig forklaret. Det er et vilkår. Og den pointe er jeg sådan set ret forelsket i. Man finder (især) mystik i disse:

1Q84
Efter midnat
Især i novellesamlingerne The Elephant Vanishes og Blind Willow, Sleeping Woman
Hard-boiled Wonderland and The End of the World
Kafka på stranden
Trækopfuglens krønike

Så er der ung mand bliver voksen-romanerne, på engelsk har de genrebetegnelsen Coming of Age. Denne genre er mest tydelig i:
Pinball 1973
Hear the Wind Sing
Norwegian Wood
Og lidt i En vild fårejagt og Dans, dans, dans

Så er der essaybogen om løbHvad jeg taler om når jeg taler om at løbe.
Den er nok kun interessant, hvis man i forvejen godt kan lide Murakami. Jeg tror ikke, at en hardcore-løber, som ikke er til Murakami og læsning, finder bogen interessant. Men hans refleksioner over parallellerne mellem skrivning og løb er altså fine, synes jeg.

En reportageagtig bog er det også blevet til. Den handler om giftgasangrebet i Tokyos metro – og består af interview med de ramte eller pårørende: Underground. Mærkværdig, rørende og skræmmende bog. Murakami får ved sin metodiske interviewform fremskrevet en helhed, som giver et billede af den japanske folkesjæl, som for et vestligt menneske ser meget anderledes ud. Synes jeg.

Der er også en novellesamling, som jeg lige nu husker som mere realistisk i sit tilsnit – uden selvfølgelig helt at være det: Efter skælvet.

Andre indholdstråde, som kunne samle flere bøger i sig, kunne være spaghettikogning, katte og (sporløse) forsvindinger.

Formen
Den bog, som har fået de fleste til at give op over for Murakami, er Trækopfuglens krønike, så vidt jeg ved. Det er i hvert fald den, som venner og bekendte har brokket sig mest over til mig. Og som de har smidt fra sig i frustration. Af samme grund ville jeg aldrig finde på at anbefale den som den første Murakami-bog, man skulle læse.

Trækopfuglens krønike er på mange måder Murakamis hovedværk. Det indeholder stort set alle de ovennævnte indholdselementer og er således knudepunkt for rigtig mange af de indholdsmæssige temaer. Men formmæssigt er den nærved monstrøs. Den stiller store krav til sin læser i sin form, den tager digressioner så lange, at man glemmer hovedhistorien, den bevæger sig langsomt, hvor man ønsker sig hurtigt osv. osv. Det er ikke her, du bliver strøget med hårene og møder den lettilgængelige Murakami, som også findes.

Jeg plejer at anbefale kærlighedshistorierne – de korte før de lange og i ovenlistede rækkefølge – hvis folk er Murakami-begyndere. De er enstrengede (hvor Trækopfuglens krønike dårligt kan være mere flerstrenget) og smukt skrevne, driver af melankoli og længsel – og handler om letgenkendelig kærlighed og om at miste samme. Murakami har engang ejet en jazzklub – og det er i hans kærlighedshistorier, man finder den rytme, bevægelighed og vekslen mellem regler og improvisation, som han selv nævner som jazzens force.

Så er der vinkelskift ved kapitelskift-bøgerne. 1Q84 fortælles i bind 1 og 2 fra hhv. Aomame og Tengos vinkel og får i bind 3 selskab af Ushikawa, hvor bogen så skifter mellem tre vinkler. Samme teknik bruges i Hard-boiled Wonderland and the End of the World. To fortællevinkler i hver sin virkelighed. Det er også dejligt nemt at forholde sig til som læser …

Gør det nu bare
Så: Gå nu bare i gang. Der er noget at hente. Det er ikke svær læsning. Det er bare fremmedartet. Hvis du er bare en lille smule til melankoli eller mystiske fortællinger, skal du nok falde for en af dem … Det kan godt være, at man (som jeg) skulle være hoppet med på vognen i 90’erne, og at han på den måde er tidstypisk. Men han kan stadig holde mig fast eller få mig til at knibe en tåre. Den første, jeg selv læste, var Dans, dans, dans. Jeg opdagede først bagefter, at den er en slags efterfølger til En vild fårejagt. Det gjorde intet. Jeg var lagt ned af fascination.

06. May 2014 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.