Roman på 140 tegn ad gangen

En af de gode læseoplevelser i 2012 var Jennifer Egans Tæskeholdet banker på. Derfor købte jeg Sort boks af samme forfatter, som jeg opdagede på Bogforum. Faktisk stod jeg og pillede ved omslaget på Klims stand og roste bogens udseende til ham, der stod bag disken. Som derefter rødmende indrømmede, at han faktisk havde været grafiker på omslaget. Bogens hovedperson er agent – en amatør rekrutteret til denne specifikke aktion – og derfor havde grafikeren været inspireret af intro-forløbene til James Bond-filmene. Det kan man godt se, synes jeg. Jeg fik et godt tilbud på bogen, slog til – og gik straks hjem og læste.

Sort boks er sådan set hurtigt læst. For det er en kort Twitter-roman. Med det menes, at den er skrevet som tweets, dvs. med max. 140 tegn pr. udsagn. Denne form er konsekvent holdt gennem hele romanen. Og derfor har Politiken nu valgt at tweete romanen under hashtagget #EganPol. Men Steffen Rayburn-Maarup, der har været oversætter på romanen, gjorde i et tweet opmærksom på, at Egan jo ikke har levnet plads til et hashtag i romanen, så Politiken kommer ud i problemer i denne form.

Da jeg  i sin tid læste Tæskeholdet banker på, var jeg imponeret af Egans leg med fremstillingsformer. Og det er hun stadig særdeles stærk i. Derfor er det et problem, hvis Politiken begynder at dele Twitter-romanens tweets op i to for at få plads til et hashtag. For en af styrkerne i Sort boks er, at Egan er så konsekvent i sin tweet-form. At hun er så genrebevidst og bruger den formmæssige begrænsning som romanens force.  Jeg var imponeret af hendes evne til at skabe spændingskurve, baggrund og (fremtids)setting inden for denne ramme. 

Sort boks er en lille roman, næsten en novelle, som (næsten) udelukkende virker, fordi formen er så skarp, og fordi reglen om de 140 tegn bliver overholdt. Så gad vide, hvordan Politiken løser det ordentligt?

17. November 2013 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | 1 comment

One Comment

  1. Pingback: Sort boks af Jennifer Egan · Dansk Bogdesign

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.