Rækkefølger

På mit pigeværelse i mine forældres hus står en anselig mængde De fem-bøger; faktisk nr. 1-28. Og et ret stort antal Gyldendals Udødelige, som var store klassikere omskrevet til børneniveau – en serie, der udkom i 80’erne. De er møjsommeligt samlet gennem mange års gaver til jul, fødsels- og kommedage. De har eller havde selskab af andre serier af bøger og tegneserier, som jeg brændende og systematisk ønskede mig gennem mange år. (Jeg var vist ret nem at finde gaver til dengang.)

På mine nuværende boghylder ser man også flere forsøg på at samle hele forfatterskaber eller i hvert fald alle bind af en given titel eller serie.

For jeg venter gerne på opfølgeren af en bog! I øjeblikket med mere eller mindre tålmod på 1Q84, Bog 2 og 3 (på dansk – bog 2 er bestilt!), på Min kamp, bd. 5 og 6 (på dansk), En sang om is og ild, bd. 2-5 – måske 7 (på dansk). Og eftersom jeg mest låner tegneserier på biblioteket, har jeg også gennem det meste af mit liv vænnet mig til at vente på enten at få fingre i fortløbende tegneseriebind eller at vente på at læse dem i rækkefølge, nogle gange med måneders mellemrum.

Rækkefølger af bøger og tegneserier tiltaler en plothungrende læser som mig. Tendensen med at udgive tv-serier og film-serier i færdige bokse er også særdeles tiltalende.  (Opsamlinger har jeg også skrevet lidt om her.) For hvem gider egentlig alt det venteri?

Det må være frydefuldt først at opdage en fantastisk serie af bøger, netop som alle bind er udgivet!  Uafbrudt at kunne læse løs i rækkefølge. Men realistisk set: Jeg er nok lidt for bog-nysgerrig til, at det kommer til at ske så tit.

15. January 2012 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.