På død skal land bygges

Jeg har snart læst Sønner af Philipp Meyer færdig. Han har taget mig med ud på prærien i det på alle måder vilde Texas, hvor man følger en familie i fem generationer. Den første generation er nybyggerne, der for at få land måtte bekæmpe naturen lige så meget som indianerne og hinanden. Den anden generation måtte bekæmpe hinanden og mexicanerne sydfra samt forsøge at få en eller anden form for civilisation til at hænge sammen, mest med vold og penge. Mens den fjerde (tredje og femte har ingen fortællerstemme) generation forsøger at blive dannede og civiliserede – på oliepenge og med det ovennævnte i bagagen. Groft sagt. Det er cowboys og indianere, det her. Samt deres efterkommere. Og jeg kan godt lide den.

Den får mig til at tænke over civilisationens grundsten. Den får mig til at forstå, hvorfor amerikanere, generaliseret, er så bindegale med våben. Den får mig til at tænke på nedarvede familieproblemer. Den får mig til at begræde de indianske kulturers endeligt – og samtidig forstå, hvorfor de uddøde og næsten blev udryddet. Den får mig til at spekulere over slaveri, køn, arv, natur og kultur, magt, penge og deres værdi og meget mere.

Der er tre fortællerstemmer, der skiftes. I starten ønskede jeg overhovedet ikke at forlade Eli, første generation, som bliver kidnappet af indianerne. Man vil vide alt om, hvordan indianerliv er. Men langsomt vinder de to andre fortællere ved bekendtskab, Elis søn (den inkarneret skuffende søn, Peter) og oldebarn (Jeannie, der bringer familiens oliepenge og oldefaderens arv ind i det 21. århundrede).

Det er en barsk bog (vold, død, krop, voldtægt, tortur, mord) med et stort vingefang. Fra det rå indianerliv til oliemillionærens bekymringer med indblik i sorg, apati, mental adaption, Stockholm-syndrom, PTSD (som man ville kalde det i dag), stædighed, racisme, overlevelsesstrategier m.v. undervejs.

Erobringen af land er bygget på vold, mord og død – det fremgår tydeligt af denne Amerika-historie. I Danmark er det meget længe siden, vores forfædre erobrede landet. Det er det ikke i USA.

16. July 2014 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *