Opsamlingernes æra

Jeg er lidt heldig! Jeg er født, så jeg har nået at opleve opstarten og udfoldningen af opsamlingernes æra. Med opsamlinger mener jeg den linde strøm af samlebokse, pragtudgaver, særudgaver m.v., der i disse år udgives inden for alle genrer: tegneserier, bogserier, tv-serier, film, musik … Mine børn vil tage det som en selvfølge, at man kan købe alt, der nogensinde er udgivet i en opsamlingsform. Men for min generation har det aldrig før været givet.

Jeg ved godt, at det bl.a. er et resultat af et mediebillede i forandring – at man kan tjene penge på at pakke noget, man allerede har på lageret, ind på en ny måde. At digitaliseringen først nu er på et niveau, hvor det kan lade sig gøre og betale sig. Men det er samtidig guf for – i hvert fald – sådan en som mig. Og markedet er åbenbart parat.

Tv-serier var førhen noget, man blev nødt til at følge med i én gang om ugen på et bestemt tidspunkt. Det har jeg aldrig været så god til. Og ønskede man sig at læse tegneserier i en fortløbende form, var det bare med at vente pænt på den næste udgivelse. Hvis man ikke var vaks ved havelågen, var der udsolgt, eller det blev ikke genudsendt – og så var det en besværligt at finde. Og bøger: Det var og er faktisk stadig lidt irriterende at opdage en fortløbende serie for tidligt i forløbet, fordi man så bliver nødt til pænt at vente på, at opfølgeren bliver udgivet.

Opsamlinger giver mulighed for en helt anden adfærd. Man køber det hele i ét hug og kan konsumere alt efter lyst og behov. Og fortløbende uden problemer. Tænk sig, at blive 11 år NU og kunne læse fx Harry Potter-serien i én fortløbende bevægelse, fordi der ér udgivet en pragt-samleboks med alle syv bind?! Det kan man næsten blive helt misundelig over.

Fx så jeg aldrig Twin Peaks, da den blev sendt dengang i slut80’erne-start90’erne. For jeg boede hjemme dengang, og parcelhuset ejede kun ét fjernsyn, og jeg gad ikke sidde der sammen med mine forældre. Men sidste år brugte jeg så månedsvis på at arbejde mig igennem alle seriens afsnit og prequel-filmen, fordi jeg fik dem forærende som boks. Og jeg forstår, hvorfor serien er en milepæl i fjernsynshistorien. På samme måde har jeg fået set den anbefalelsesværdige The Wire og er i fuld gang med lige så anbefalelsesværdige The Sopranos. Og generelt ser folk omkring mig gode (og dårlige) tv-serier i en lind strøm. Købt i opsamlingsbokse. Mad Men går sin sejrsgang, og Twitter flyder over med anbefalinger til, hvad man skal kaste sig over næste gang.

Det har for mig aldrig været synderligt vigtigt at eje film, men det kan det gå hen og blive, fordi man nu kan købe en særlig variant med “ekstra meget” director’s cut og unikke kommentarer … eller noget.

Også på tegneseriefronten er det godt med opsamlinger! For nylig læste jeg et af de nyudgivne pragtbind af Valhalla. Og jeg elskede de fraklip og de refleksioner bag serien, som kom frem i ekstramaterialet. Ligeledes vil en Anders And-fan som jeg for altid elske opsamlingsserien Hall of Fame, hvor de mest toneangivende tegnere af ande-universet er blevet samlet med forord, refleksioner over tegnestil og historievalg og materiale, som ikke er set før i alle lande, eller med udgaver, som aldrig blev realiseret og den slags. Ofte vil det være nogle af de vigtige eller toneangivende serier, der udgives som opsamlinger, så en semi-ignorant som jeg kan på denne måde få det hele serveret på et sølvfad, samlet.

Og især hvis man som jeg elsker at læse/se udgivere eller forfattere eller instruktører eller tegnere forholde sig reflekterende til et værk, er opsamlinger guf. De følges ofte af ekstramateriale, hvor de nævnte forholder sig til det samlede. Og lidt metatekst som krydderi … det er der nok aldrig nogen, der har taget skade af. Er der?!

21. August 2011 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.