Ny vin på gamle flasker. Eller er det omvendt?

Inden for film, teater og musik er det et hyppigt forekommende fænomen, at kunstnere fortolker andres værker. At de genindspiller, versionerer eller nyfortolker dem. At der findes flere opførsler eller versioner af et værk.

Dette fænomen er også kendt i litteraturen, men film, teater og musik har den fordel, at den nye version forholder sig til originalens ord eller noder, mens det er selve opførslen, der er fornyelsen. Mens en bog, der fornyer en anden bog, nødvendigvis må bestå af nogle andre, nye ord.

Et værk kan være en parafrase over et andet værk, dvs. en fri bearbejdning. Det kan være en replik, dvs. forholde sig til et andet værk ved at modsige pointen, videreføre en figur eller lignende. Det kan være en fortsættelse af et andet værk. Eller der kan være tale om andre former for intertekstualitet, hvor der er henvisninger til, citater fra, genbrug af en figur eller andre referencer til en anden forfatters værk. Men det er faktisk ikke så tit, at der ligefrem skrives en coverversion af et litterært værk.

I musikverdenen sker det, at et forholdsvist ukendt stykke musik kommer til hæder og ære af en coverversion. At det ligefrem er coverversionen, der bliver mest (aner)kendt. Mens jeg i bogverdenen har på fornemmelsen, at et litterært værk skal have opnået en vis status, enten i fx overlevelsesdygtighed eller salgbarhed, for overhovedet at gøre sig fortjent som referencepunkt for et nyt værk. I hvert fald så vidt jeg ved. Og jeg kender ikke umiddelbart til nogen litterære coverversioner, der er blevet mere anprist end originalen.

Men hvad taler jeg om?

Jo, fx skrev Hjalmar Söderberg i starten af 1900-tallet den anbefalelsesværdige og efterhånden velfortjent klassikerophøjede Doktor Glas. Ca. 100 år senere skrev Kerstin Ekman Mordets praksis, som går i direkte dialog med Söderbergs værk. Det er en slags fortsættelse, som giver et nyt blik på den titelbærende doktors motiver. En meget værdig fortsættelse, i øvrigt.

Et andet (svensk) eksempel er den virkelig omdiskuterede Millennium-serie af den afdøde forfatter Stieg Larsson. En krimitrilogi, der solgte tusinder og tusinder af eksemplarer. Desværre nåede han at dø før udgivelsen og populariteten. Arvestriden om rettighederne til bøgerne og figurerne derfra gav international genlyd. Det endte med, at forfatteren David Lagerkrantz fik stafetten og indtil videre har skrevet to nye bind i serien, hvor figurerne fortsættes … omend de nye bind hverken har nået niveauet for de oprindelige i salgstal eller nerve (efter min mening).

Karen Blixen skrev i samlingen Skæbne-Anekdoter en fortælling ved navn Storme, som både i titel og indhold forholder sig til Shakespeares stykke The Tempest. I Blixens fortælling er The Tempest en ramme, et modstykke og også et fortælleelement i hendes fortælling. Og som altid hos Blixen er fortællelagene og kompleksiteten et vilkår, uden at det gør fortællingen mindre skæbnetung og vedkommende. Men fortællingen kunne aldrig være kommet i stand eller fungere uden Shakespeares stykke.

Faktisk er Shakespeare måske en af de forfattere eller dramatikere, hvis værker oftest er blevet genstand for nyfortolkninger eller brugt som referenceværker. Og interessant nok af både filmskabere, forfattere, teaterinstruktører og musikere. Senest har forlaget Hogarth igangsat serien Hogarth Shakespeare (på dansk: Shakespeare i et nyt årtusind), hvor de har bedt en række ret kendte forfattere genopfinde Shakespeares historier i romanform. Jeg har endnu ikke læst alle gendigtningerne … coverversionerne(!), men indtil videre kan jeg bedst lide Margaret Atwoods gendigtning af The Tempest og Edward St Aubyns nye version af King Lear. Jeg afventer, at Jo Nesbøs udgave af Macbeth bliver oversat til dansk … og at Gillian Flynn får skrevet sin udgave af Hamlet. Men det er min overbevisning, at ingen af coverversionerne kommer til at overhale originalerne indenom.

Åh, og mens jeg skrev om Shakespeare, kom jeg alligevel i tanke om en litterær coverversion, der måske er lige så kendt eller solgt som sit udgangspunkt. Faktisk er det nok en tilsnigelse at kalde det en coverversion, men Fifty Shades of Grey-serien af E.L. James blev skrevet som fanfiktion med udgangspunkt i Twilight-serien af Stephenie Meyer – som en slags fortsættelse. Først senere blev den skrevet om med selvstændige navne … og sikkert også ændret på andre punkter. Jeg ved ikke, om det er lykkedes Fifty Shades-serien at sælge mere end Twilight, men den blev i hvert fald nærmest lige så omtalt. Men: Vist nok mest for bøgernes manglende kvaliteter … og deres sexscener.

Kan du komme i tanke om et litterært eksempel, hvor coverversionen er mest kendt?

11. August 2018 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.