Morderisk perspektiv

Kan du lide at se verden fra en morders perspektiv?
Det er et perspektiv, som en del krimiforfattere ynder: Medsyn på morderen.

Som oftest er den traditionelle krimigåde og dens suspense hængt op på, at læseren ikke ved mere end den opklarende detektiv (eller journalist eller betjent eller hvem der nu opklarer). At opklaringen hos læseren sker i takt med detektivens opklaring. Det værste er jo, når man har regnet ud, hvem der er morderen længe før detektiven! Det bedste er, når man opklarer mordet præcis samtidig med detektiven, fordi man har haft alle de samme spor til rådighed, men først får dem sammensat netop da. Præcis som detektiven.

Jeg elsker jo, når forfattere leger kompetent med fortælleperspektiverne. Når det betyder noget for fortælling og plot, hvor og hvem der fortælles fra. Når måden, fortællingen fortælles, er bundet op på perspektivet. På samme måde hader jeg, når perspektiver bruges ureflekteret og mekanisk, fordi forfatteren bare har vedtaget, at der skal være x antal perspektiver. På skift. Nogle gange synes jeg ligefrem, at valget af perspektiver viser en forfatters afmagt (eller manglende evner), fordi det har vist sig umuligt at få den vinkel på fortællingen med, hvis man ikke har medsyn på en person, der var tilstede i rummet. Uden at det egentlig giver andet til fortællingen end den ene pointe.

Når man skruer et krimiplot sammen, er timing, rækkefølge, spor, omstændigheder og personligheder væsentlige elementer. Hvis man skal have læseren til at læse med til den bitre (eller søde) ende, skal spændingen holdes og krimigåden opklares på det rigtige tidspunkt. Enkelte gange er det ikke opklaringen, der får læseren til at læse med til sidste side, men som oftest i krimier. Således skal en forfatter have tilpas mange elementer, spor, personligheder og en god nok timing til, at læseren ikke falder af i svinget.

Et af elementerne er så medsyn på morderen. At få at vide, hvad der sker fra hans/hendes perspektiv. I tilpas forblommede vendinger, så man ikke med det første (og utidigt) kan udregne, hvem der er tale om blandt de personer, man møder i krimien. Dette perspektiv kan så veksle rytmisk med detektivens perspektiv. Så læseren via perspektivskift fx forholdes essentielle informationer på det rette tidspunkt, så man ikke regner morderen ud.

Jeg hader det!

For det første, fordi det ofte er et fuldstændig konstrueret perspektiv. Ofte fremskrives morderens psykopati fuldstændigt søgt, både personlighedsmæssigt og sprogligt. Nogle gange formulerer sådan en morder sig tåget lyrisk. Eller tilstræbt sprogligt forsimplet for at signalere afstumpethed. Eller på andre måder utroværdigt. Og det kan ske i selvsamme bog, hvor de andre perspektiver er fint, troværdigt skrevet!

For det andet, fordi det kan ligne suspense, at perspektivet skiftes over til morderen i samme sekund, som noget væsentligt i opklaringen skal til at ske. Fordi læserens forventninger brydes og må udskydes. Men ofte ligner det bare. Det er jo bare konstruktionen og ikke handlingen, der udskyder opklaringen. Den slags konstruktioner kan sagtens virke, men gør det bare ikke så tit.

For det tredje, fordi det nogle gange er den eneste måde, læseren kan forklare og opklare mordet på. At morderen selv har fortalt, at vedkommende var der. Det er altså ikke troværdigt retfærdiggjort, at tingene er foregået sådan, hvis man ikke lige havde haft morderens perspektiv på det afgørende øjeblik.

For det fjerde, fordi det bare er uelegant!

Tag den, krimiforfattere!

 

 

14. January 2016 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.