Mig og så Harry*

Under læsningen af Jo Nesbøs Harry Hole-krimier har jeg funderet lidt over, hvorfor jeg og åbenbart utroligt mange andre gider læse ti bind om en dybt alkoholiseret vicekriminalkommisær, der på alle mulige forskellige måder ikke kan finde ud af at indgå i relationer til andre mennesker endsige adskille privat- og arbejdsliv. Reaktionerne, når jeg har fortalt, at jeg læser Harry Hole-krimier, har fra kvinder været sådan lidt “ja, Harry er hot, ikke?!”-agtige. Fascinationen af Harry Hole er ikke forbeholdt læseoplevelsen og krimiplottet, men går på personen Harry.

Sådan havde jeg det også med Martin Beck, da jeg læste Sjöwall og Wahlöös ti bind i serien Roman om en forbrydelse fra 60-70’erne. Ham ville jeg også gerne forblive i selskab med, selv om der egentlig ikke var så mange andre i fiktionen, der gad være sammen med ham. I hvert fald ikke hans familie. Og jeg har ladet mig fortælle, at andre har det lige så med andre kriminalkommisærer i andre politi-krimiserier, som fx dem af Mankell, Dahl, Adler-Olsen, Kepler …

Man kan ikke få nok af de der dedikerede, egenrådige, socialt handicappede og yderst kompetente betjente, der udelukkende viser den bedste udgave af sig selv i jagten på en morder. Som nørder igennem og bruger alle mulige og umulige veje til at opklare mysterier, komme morderen i forkøbet og følge deres helt egen vej til en form for retfærdighed. Som ikke engang står helt klar for dem selv.

I modsætning dertil står det faktum, at jo flere femi-krimier, jeg har læst, jo mindre gider jeg være i selskab med hovedpersonerne deri. Fx Blædel, Egholm, Marklund, Läckberg … De begynder bare at irritere mig. I femi-krimierne bliver hovedperpersonerne så menneskelige og fejlbarlige, mens de i politi-krimierne bliver utroligt dedikerede og macho.  Og lige så godt menneskelig og fejlbarlig virker i den virkelige verden, lige så lidt gør det sig åbenbart i en krimi. Og omvendt: Så meget meget desto bedre virker dedikeret og macho åbenbart i en krimi-sammenhæng.

Det har måske noget med forventninger til genren at gøre. Eller om kvaliteten af forfatterne?

 

* Yngre læsere af denne blog ved nok ikke, at titlen på dette indlæg refererer til et gammelt Shu-bi-dua-nummer, som mestendels består af vrøvlerim (og gad vide om ældre ved det?).

16. July 2013 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.