Melankolsk 60’erlækkerhed

Grundreglen er jo: Bogen er altid bedre end filmen. That’s a fact! Når det så er sagt, kan du roligt gå ind og se filmen Norwegian Wood instrueret af Tran Anh Hung. Selv om jeg er meget glad for romanen af Haruki Murakami, fandt jeg filmen absolut seværdig.

Den er smuk, skuespillerne er smukke, den er behørigt tro mod sit romanforlæg, og den har ikke grebet til alt for mange virkemidler, som virker imod romanens stemning og forløb. Fortælleren i romanen ser tilbage på sin ungdom. Mens det er en mere samtidig fortælleposition, som vælges i filmen. Det fungerer udmærket.

To anker: Der er liiiiige lovlig mange still-billeder af de smukke unge mennesker i positurer i den vilde japanske natur. Og der skrues temmelig voldsomt op for strygerne for at understrege, hvor dramatisk og sørgelig handlingen er visse steder. Men det er til at leve med for mig.

Og så var jeg overvældet af 60’erlækkerheden i filmen. Jeg har aldrig været i Japan og må indrømme, at jeg ikke under læsningen af romanen på noget tidspunkt overvejede, hvordan Japan egentlig så ud i 60’erne. Men i filmen er der overbevisende kælet for tøj, interiør, bygninger og historiske hændelser som baggrund. Faktisk har jeg aldrig før overvejet, hvor mange ligheder der er mellem japansk designstil og nordisk. (Men det er nok bare mig, der er ignorant på det punkt, for dagen efter jeg havde set filmen, faldt jeg over en artikel om en dansk arkitekt, som byggede huse langs Øresund i 60’erne på baggrund af sin store fascination af japansk stil.)

I romanen får en af de kvindelige hovedpersoner, Naoko, et sammenbrud. Jeg var før filmen lidt bange for, at hun på film ville komme til at fremstå enten for tosset, for sexfixeret eller for hysterisk, men jeg synes, det balancerer udmærket, fordi Rinko Kikuchi spiller hende både fint, følsomt og voldsomt. Og den mandlige hovedperson spilles af Ken’ichi Matsuyama med akkurat den rette blanding af ungdommelig laden-sig-rive-med-af-tilværelsen og beslutsomhed, som også skrives frem i romanen.

Som vanligt, når det er en historie af Murakami, skal man bryde sig om melankoli for at kunne lide den. Hvis du kan det, er det bare om at komme i biffen!

15. October 2011 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Tags: | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.