Måden det ikke kan siges på
Knausgård skriver tankevækkende:
“Hvis nogen fra den lavere eller udannede del af samfundet skal ytre sig i det offentlige, skal de lære at beherske den stil der gælder der, og hvis de gør det, følger dens implicitte moralske bedømmelser med, så alle de tanker og forestillinger der eksisterer i det udannede, så godt som altid lukkes ud og holdes nede, ikke som et resultat af en målbevidst strategi, men som en del af de mekanismer som samfundet råder over for at kontrollere det uønskede og aldrig give det en chance for at komme op på det niveau hvor de politiske afgørelser tages.
Grænsen mellem hvad der ikke kan siges og måden det ikke kan siges på, er så utydelig at det af og til kan virke som to sider af samme sag.”