Lavmælt litteratur

Der findes bøger, der ikke råber så højt. De vil ikke male med de store pensler eller slå stort ud med armene. De er ikke pumpet op til at spille på alle tangenter, og de vil ikke udfylde en genre. De vil ikke være lyriske for lyrikkens skyld eller give komiske pointer. De indeholder “blot” en fortælling med en indre nødvendighed, som må fortælles lavmælt og på en bestemt måde.

En sådan lavmælt roman er fx Uden blod af Alessandro Barrico, som jeg for nogle år siden faldt over ved et tilfælde. Jeg havde ikke tidligere læst noget af denne italiener, og jeg vidste absolut intet om bogen, da jeg gik i gang, men da den var lille, virkede det som et let læseprojekt. Og det var det. Bogen er under 100 sider – men fortæller sin historie på en gribende og vedkommende måde uden et overflødigt ord. Den var rørende! Ganske enkelt. Og fint skrevet.

Læs den selv. Jeg vil ikke afsløre handlingen. Sidenhen forsøgte jeg mig med andre bøger af samme forfatter uden på noget tidspunkt at falde for dem … men Uden blod får min varmeste anbefaling som et virkelig fint eksempel på lavmælt litteratur.

Et helt anderledes eksempel på lavmælt litteratur er Jelne af Henriette E. Møller. Også den læste jeg uden videre viden. Blot ud fra en anbefaling fra en, der ikke ville fortælle, hvorfor den var god. Bare at det var den. Og hun havde ret! Det er fortællingen om pigen med det usædvanlige navn Jelne, hvis oprindelse i sig selv er en pointe. Det er en slags dannelsesroman, som er rørende på en helt anden måde en Barricos fortælling, men også meget læsværdig.

Da jeg granskede min hjerne faldt også Kanelbutikkerne af Bruno Schultz og Højtlæseren af Bernhard Schlink i min nye kategori “lavmælt”. Nu vil jeg pønse lidt på, hvilke der mere kan høre dertil.

15. March 2015 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.