Antallet af daglige læseminutter

Hvis nu man antager, at vi kun har et bestemt antal daglige minutter, hvor man har tid til at læse noget, man har lyst. Så bør man nok vælge med omhu, hvad det er, man vil bruge dem på.

Direkte adspurgt “Hvad ville du vælge at bruge de daglige læseminutter til?” ville mit svar jo være: gode romaner. Men alt for ofte går mine sparsomme læseminutter med alt muligt andet. Twitter har de sidste år kapret mere og mere af denne tid, ligesom opdagelsen af blogosfæren faktisk heller ikke har været synderligt opbakkende for antallet af romaner, jeg får læst.

Lige nu læser jeg dagligt i Murakamis Underground. Et par fortællinger om dagen. Jeg læser den for anden gang, men den er igen bevægende og vigtig. Han har interviewet en lang række af ofrene for giftangrebet i Tokyos undergrundsbane i 1995 – og de interviewedes historier afslører en masse om livsindstilling, Japan og japansk mentalitet, liv, død, held og tilfælde.

Jeg læser også Rum af Emma Donoghue, men jeg kan kun bære at læse den i små bidder uden at få alt for ondt i maven, for den er skrevet fra en lille drengs perspektiv, og han er i øvrigt spærret inde i et rum sammen med sin mor i bedste Natascha Kampusch-stil. (Og bogen med hende er jo lige udkommet i denne uge!) Så jeg er ikke nået så langt i Rum.

Og om aftenen, når jeg er træt, falder jeg i tegneseriefælden. Jeg fandt Bind 3 af de nyudgivne Valhalla-pragtsamlebind på biblioteket og synes stadig lige godt om Peter Madsen og co.’s fortolkninger og billedgørelser af myterne. Og i pragtbindene er der endda baggrundsstof og skitser med.

(På arbejde læser jeg de bøger, vi skal udgive til august og september – samt en, jeg skal være med til at redigere, som først kommer i det nye år. Meget varieret. Men det er arbejdslæsning, og det hører ikke helt ind under kategorien ‘lyst’.)

Så I kan godt se det, ikke?! Antallet af daglige læseminutter har faktisk svært ved at blive højt nok.

21. June 2011 by camlarsch
Categories: Faglitteratur, Øvrige, Skønlitteratur | 1 comment

One Comment

  1. Pingback: Genrefordomme | camlarsch.dk

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.