Læseåret 2021

Ovre på Læselisten kan jeg se, at jeg i 2021 har læst 138 bøger. Ovre på læselisten kan jeg også se, at der er mindst fem serier på den liste, og så kommer tallet jo hurtigt til at være højt. For mig. Jeg tænker, at det er ligesom at kæderyge: at begynde på det næste bind i serien, så snart man har færdiggjort et. Ikke skulle sætte sig ind i nye settings, kende hovedpersonerne, sprogtonen … Det er jo også lidt dovent, I know. Men convenient. Der er tale om Peter Robinsons helt solide serie om Alan Banks, om Sue Graftons Alfabetserie, som er noir med kvindelig detektiv, der alligevel i længden blev lidt irriterende (så jeg nåede kun til L), om Arnaldur Indriðasons serie om kriminalkommissær Erlendur, der kan anbefales, om Andrew Taylors hyggekrimier fra den lille by Lydmouth og om en fantasyserie af Leigh Bardugo, der foregår i hendes Grisha-univers, og som blev til en serie på Netflix i 2021. (Ja, og faktisk lidt flere, kan jeg se på listen.)

Årets højdespringer er faktisk et værk i syv bind. Og jeg har endda ikke læst det færdigt endnu. Der er tale om Solvej Balles Om udregning af rumfang, hvoraf der er udkommet de tre første bind. Bogen handler om Tara, der er blevet fanget i den 18. november, som hun (som i filmen Groundhog Day) ikke kan komme ud af. Jeg har slugt de tre første bind, så snart de er udkommet. Og venter utålmodigt på de næste. Mærkværdigt rørende, mærkværdigt vedkommende og mærkværdigt systemagtig uden at være det. Det er virkelig godt. Jeg kunne også godt lide Solvej Balles bøger tilbage i 90’erne. Det er så dejligt, når forfattere bliver ved med at skrive rigtig godt.

I løbet af året har bøgerne taget mig med til Island, Wales, Sydeuropa, Californien, Canada, Yorkshire, Sydkorea, Japan og lidt mere. Dertil skal lægges alle de fiktive steder. Og det har vist været pointen i et år, hvor virkeligheden har været præget af corona, generel samfundssplittelse og bøvl: at fiktion kan tage en andre steder hen og samtidig sætte perspektiv på tingene.

På et tidspunkt fik jeg lyst til at tage til Island. Så jeg kastede mig over Auður Ava Ólafsdóttirs Stiklingen, men som det første rejste hovedpersonen fra Island med kurs mod et kloster i Sydeuropa. Den var nu fin nok alligevel. Men jeg måtte have fat i en anden af hendes bøger for at blive i Island. Jeg nyder at læse bøger af de fleste islandske forfattere. De har en særlig plads i mit læsehjerte, der i øvrigt også har en udnævnt plads til finske forfattere.

Hvor man egentlig tager til, når man læser De tabte minders ø af Yoko Ogawa, står hen i det uvisse. En unavngiven ø, hvorfra ting forsvinder. Og med tingene også minderne om dem. De mennesker, som alligevel husker, bliver hentet af mindejægere. En lavmælt, melankolsk dystopi. Virkelig læsværdig og ulig alt muligt andet, man har læst.

Den sidste 2021-læseoplevelse, jeg vil fremhæve, foregår “bare” i Danmark. Der er tale om Det samme og noget helt andet af Katrine Marie Guldager. Den handler om betændte familierelationer, om retten til sin egen fortælling og om desorientering (i kølvandet på sorg, svigt og konflikt). Hun er vred og stejl og pindsvineagtig, men det er også skrevet så sårbart, rørende, forståeligt og til at identificere sig med. Hun skriver virkelig godt, og kun sådan kan man vist slippe så godt afsted med at skrive om sin egen og sin families historie. Knausgård har vist det før Guldager.

Godt nytår! Håber, 2022 bliver et godt læseår for dig.

31. December 2021 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.