Læseåret 2019

129 læste bøger blev det til i 2019. Jeg tror, det er min rekord. Men faktisk kan man afkode af titlerne på læselisten, at det i højere grad handler om mentalt underskud end om mentalt overskud. For der er utroligt mange krimier på listen, og det vidner om, at jeg forfaldt til kædelæsning af serier frem for bevidst valg af god litteratur.

Således læste jeg fx 18 Agatha Christie-krimier i september. De er ret hurtigt læst. Helt udmærket krimihåndværk. Jeg havde faktisk aldrig læst Christie før, og nu har jeg så helt styr på Hercule Poirot og mysteriekrimigenrens oprindelse. Hyggelige, let læste og lige det, der skulle til i den måned, jeg startede på nyt arbejde og var konstant træt i hovedet af nye informationer. Nogle af krimierne var klart mere mindeværdige end andre.

I løbet af året har jeg også arbejdet mig igennem Michael Connellys Harry Bosch-serie. Bortset fra den nyeste. Solide krimier, reading-for-the-plot-venlige.

Men når regnskabet gøres op, er det jo aldrig de letlæste, der vejer tungest i hukommelsen og verdensudvidelsen. I april nåede jeg kun at læse tre bøger, fordi det tog mig to-tre uger at læse Milkman af Anna Burns. Den var svær og krævende at læse, fordi dens rytme og verdensbillede var helt særlige, og fordi man kun kunne rumme lidt ad gangen. Til gengæld har jeg ikke læst noget lignende før! Den var virkelig noget. Jeg udnævner den hermed til årets bedste læseoplevelse. Selv om jeg i Ringsted Bibliotekers læseleg “Septemberbøger” her ellers kom frem til, at det var Dubliners af James Joyce. Jeg har ombestemt mig, fordi jeg stadig tænker på Milkman med jævne mellemrum for både dens sproglige greb, emne, figurer og måder at beskrive personer, omstændigheder, lokalsamfund, krig og meget andet. Det skal dog ikke forhindre dig i at læse Dubliners! Den er altså også virkelig god og fremragende skrevet! Så: To irere, en gammel og en ny, i toppen af 2019!

I 2019 fik jeg læst en ny (gammel) Kong Arthur-fortolkning. Anbefalet af en tweep, der er lige så begejstret for myten som mig. Mary Stewarts Arthur-trilogi fra 70’erne (+ ekstra bind i 83 og 95) undgik formodentlig min opmærksomhed, da jeg som teen forlæste mig på myten, fordi kun den første af hendes bøger er oversat til dansk, sent endda, og jeg dengang ikke kom på at læse dem på engelsk. De er fine.

I 2019 læste jeg Marie Brennans serie på fem bøger om Lady Trents memoirer om livet som drageforsker. Jeg læste den, fordi Anne Knudsen i Weekendavisen anmeldte den med ordene: “Vidunderlige, vidunderlige pasticher på victorianske opdagelsesrejser og en virkelig original, helt langt ude fiktiv verden.” Og hvem kan stå for det? Jeg kunne ikke! De var virkelig originale og charmerende.

I 2019 læste jeg også noget skrammel. Jeg plejer at være imponeret og forstemt over Ian McEwans bøger, men Amsterdam var altså virkelig irriterende, dårlig ligefrem. Og jeg fik aldrig læst Dukkeværkstedet af Elizabeth Macneal færdig, fordi jeg synes, den var så klistret og irriterende. Ligeledes skulle jeg bare havde ladet være at læse Arne Dahls nye trilogi (Indland m.v.). De var altså ikke ret gode, og det var virkelig ærgerligt, når nu hans A-gruppen-krimier var så solide.

Jeg havde ambitioner om at læse mere på engelsk og flere klassikere i 2019. Faktisk har jeg læst flere engelske bøger end normalt. Jeg tager stadig større tilløb til dem end til de danske, men jeg øger stille og roligt læsehastigheden, så ambitionen holder jeg lige fast i. Min klassikerambition gik det til gengæld ikke så godt med. Fx fik jeg kun læst bind 1 af Brødrene Karamazov, selv om jeg har gået rundt og skulet til den i årevis. Den var noget docerende i det. Nå, bind 2 bliver nok læst på et tidspunkt. Faktisk kan jeg ellers godt lide de gamle russere, så Amor Towles’ En gentleman i Moskva lå lige til højrebenet, for den mimer dem på en eller anden måde. Towles’ bog er charmerende, men måske også lige lidt for smooth og uden det russiske tungsind, som jeg sætter pris på hos Dostojevski. Ah, læs den bare.

I 2020 kan du i øvrigt også roligt bruge tid på at læse Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata og Ar af Auður Ava Ólafsdóttir, hvis du ikke allerede har læst dem.

Min sidste anbefaling afledt af læseåret 2019 er Palimpsest af Lisa Wool-Rim Sjöblom, som er en tegnet fortælling om Sjöbloms søgen efter sine rødder. Hun er adopteret fra Sydkorea til Sverige i 1970’erne. Rørende, chokerende, politisk, personlig, vedkommende! Også for ikke-adopterede. Har du nogensinde set det ækle følelspornoprogram Sporløs på DR1 (med dets håbløse og kritisable præmisser og dagsordener), vil du se programmet med helt andre øjne efter at have læst denne bog. (Eller boykotte det som undertegnede har gjort.)

02. January 2020 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | 1 comment

One Comment

  1. Pingback: Elektroniske valg - labeet.dk

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.