Læseåret 2018

Nyt år er også et nyt læseår! Og nytår er en anledning til at kigge på det forgangne.

2018 var et bogrigt år for mit vedkommende. Faktisk det år, hvor jeg har læst flest bøger, siden jeg begyndte at registrere det her på bloggen: 118 læste bøger i løbet af 2018.

Og jeg kan skyde skylden på min ryg. Et par diskusprolapser tvang mig til at ligge ned, så snart jeg havde fri. Og selv om jeg efterhånden har styr på alle lysindfald i mit soveværelse, benyttede jeg også lejligheden til at læse, når jeg alligevel lå der (og fik manden til at støvsuge og handle og den slags rygkrævende ting).

Når jeg lader øjet løbe ned over læselisten, er grunden til antallet af læste bøger også serier. Jeg har tidligere skrevet om, at min indre tysker fik mig til at læse hele Jack Reacher-serien af Lee Child, selv om den ikke var virkelig god. Det er de nogleogtyve af bøgerne. Hurtigt læste, hurtigt glemte. På den måde bliver tallet jo ret højt, hurtigt. Det var også i år, jeg fik læst alle Varg Veum-krimierne af Gunnar Staalesen. (Han har faktisk skrevet pænt mange!) Helt udmærket noir. Jeg konkluderer igen, at det der med at læse alle bindene ca. i træk, som jeg gjorde, måske egentlig ikke er så anbefalelsesværdigt …

Jeg brugte noget af sommeren på at læse Hogarth-serien af Shakespeare-fornyelser, som du kan læse mine betragtninger om her, men jeg synes ikke, de nye versioner var så vanvittigt vellykkede, nogen af dem. Desværre. Men det fik mig til at læse nogle af Shakespeares stykker; nogle af dem var genlæsninger efter mange år, andre havde jeg aldrig læst før. Det mindede mig heldigvis om, hvorfor man bliver ved at vende tilbage til ham. I øvrigt viste det sig, at nogle af historierne set med nutidige øjne er helt frygtelige: racistiske, sexistiske og andre hyggeligheder …

Blandt de bøger, der ikke helt levede op til forventningerne, var også Arundhati Roys Ministeriet for den ypperste lykke. Jeg blev aldrig for alvor grebet. Men hvis du ikke fik læst hendes første (De små tings gud), er den til gengæld meget anbefalelsesværdig.

Noget af året beherskede jeg mig og læste ikke den nye Murakami: Mordet på kommandanten, bd. 1, som udkom i maj. Fordi bind 2 først udkom i november. Jeg havde bestemt, at jeg pænt måtte vente på andet bind, så jeg kunne få lov at læse dem i træk. Det var en god ide. Jeg var meget fornøjet over bare at kunne læse videre. Men det er ikke en af Murakamis stærkeste, er min dom.

Jeg vil fremhæve nogle af de udmærkede læseoplevelser, fx den grumme Min kæreste elskling af Gabriel Tallent (som alle faldt i svime over, men min svime var altså ikke helt så stor) og Elena Ferrantes medrivende Napoli-serie. Og så kunne jeg spejle mig lidt for godt i sure Vibse i Katrine Marie Guldagers lynhurtigt læste Bjørnen.

Men årets bedste og mest mindeværdige læseoplevelse var Lincoln i bardo af George Saunders. Jeg blev overrumplende rørt af den. Den foregår den nat, Abraham Lincolns søn dør og strander mellem liv og død. Den er sær, lidt svær, flerstemmig og rørende og handler om sorg, død og fornægtelse, men også om kærlighed, relationer, liv og håb. Lincolns sorg og de andre figurers erkendelse og fornægtelse af død var virkelig rørende.

Så selv om, der var mange titler i 2018, var der flest “på det jævne”-titler. I og for sig var 2018 heller ikke et højdespringende år på særligt mange parametre i min tilværelse, så det passer nok meget godt sammen … 2019 må gerne stramme sig lidt an. Også på bogfronten.

Så lad de rigtig gode bøger komme til mig i 2019. Godt nytår!

31. December 2018 by camlarsch
Categories: Faglitteratur, Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.