Klaustrofobi

På det seneste har jeg læst efterhånden en del bøger, som har givet mig lidt klaustrofobi. For nogle måneder siden Knausgårds Min kamp bd. 3. (Mere om Knausgård.) Og også Rum af Emma Donoghue. Den er meget væmmelig. Og meget fin.

Den er skrevet fra 5-årige Jacks perspektiv. Og det er en grum, grum verden, man er spærret inde i – sammen med Jack og hans mor. De er i bedste Natascha Kampusch-stil spærret inde i titlens Rum. Og den 5-årige fortæller og hans abstraktionsniveau, verdensforståelse og sprogbrug afslører situationens gru – men med netop så mange begrænsninger, at der stilles krav til, at læseren selv udfylder hullerne i fortællingen.

Der skrives en smuk og fin relation mellem to mennesker frem – midt i alt det væmmelige.

Og nu går jeg og overvejer, om det begrænsede perspektiv, der spærrer læseren inde i et perspektiv (et barns i begge nævnte tilfælde) er en genkommen trend?!

Fx er det jo det begrænsede perspektiv, der bærer The Sound and the Fury af William Faulkner, hvor første del er fortalt af familiens retarderede søn. Men den er altså fra 1929. Og ideen om at forblive i én bevidsthed (helt eller ad gangen) var i det hele taget meget populær i 1920’erne: Woolf, Joyce m.fl.

Sku’ det nu være moderne igen? Mon vi igen har behov for det begrænsede perspektiv? Fordi verden flyder over? Fordi vi ikke kan overskue mere? Fordi vi ikke tror på den alvidende fortæller længere? Fordi sandheden ikke kan fortælles fra et overordnet perspektiv?

17. September 2011 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | 1 comment

One Comment

  1. Pingback: Ensomhed og kærlighed | camlarsch.dk

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.