Kjell Askildsen

I efteråret 1995 løb en litteraturfestival af staben: Prosa 95. Det var vist den første internationale prosafestival i Danmark og var støttet af en lang række offentlige og private sponsorer. Det hele foregik i Ny Carlsberg Glyptoteket, hvortil man kunne købe en billet til tre på-hinanden-følgende aftener, hvor internationale prosaister blev introduceret, læste op og stillede op til på skrømt-interview og spørgsmål. Og jeg var ung litteraturstuderende, så selvfølgelig skulle jeg med.

Blandt de ni oplæsende prosaister kendte jeg faktisk kun danske Solvej Balle og Peter Seeberg, men det var alt nok som argument. De er jo seje! Og ukendte (for mig) og eksklusivt udvalgte internationale forfattere hørte man jo ikke hver dag.

Her knap 16 år senere kan jeg ikke huske synderligt meget fra de tre dage … ud over én oplæsning: Kjell Askildsens! Denne seje gamle nordmand (født 1929) stod der og læste en novelle op, som jeg ikke havde læst, og som handlede om en gammel, indebrændt og socialt utilpasset – og i øvrigt meget grim – mand.  Askildsens mærkelige hængende hundeagtige ansigt og alvorlige mine spillede underligt sammen med den ufrivillige morskab, som den dybt tragiske, men også komiske fortælling igangsatte. Folk sad og morede sig – og synes i samme bevægelse, det var upassende. Så det føltes lidt som sådan lidt ufrivillig grinen.

Jeg kan ikke fremkalde, hvem der interviewede ham, hvad han ellers fortalte om eller noget som helst fra resten af aftenen eller de andre forfattere. Men jeg kan huske, at det føltes helt særligt at lytte til hans oplæsning.

Jeg for ud og købte hans novellesamlinger, hvoraf kun én findes på dansk – resten på norsk. Og det er godt! Har du ikke læst Kjell Askildsen, skal du se at få gjort det!

Egentlig ville jeg have skrevet en lille smagsprøve, men da jeg forsøgte at finde et godt sted i en af novellerne, gik det op for mig, at sætningerne i sig selv måske ikke lyder hverken morsomme eller som noget særligt. Men at det er hele stemningen i novellem og sammenstødet mellem sætningerne, der er det gode. Og det blev lidt meget at gengive en hel novelle her. Så du må selv finde dem.

Og nu har jeg så lige læst, at Kjell Askildsen kommer til Louisiana Literature primo september. Vil se, om jeg kan komme afsted, så jeg kan komme til at høre ham igen. Jeg ved ikke af, at han skulle have udgivet noget siden 1996. Men måske er det bare fløjet under min radar. Han skulle efter sigende skrive meget langsomt – og han er jo efterhånden en ældre herre.

 

13. August 2011 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | 1 comment

One Comment

  1. Pingback: Trøst og nærvær | camlarsch.dk

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.