Kampen for at skrive

Jeg har lige læst Min kamp 5 af Karl Ove Knausgård. Den er virkelig god.

Måske er den endnu bedre, når man selv har læst litteraturvidenskab. Jeg tror det. Alle de refleksioner over det, han skal læse på studiet, og over det, han skal læse og overveje på skriveakademiet, kan man genkende, når man selv har haft faget inde på livet. Alle hans vurderinger af, om den forfatter er god, og hans samtaler om, om det værk er godt eller ej. (Helt banalt er det også lettende at læse, at han heller ikke helt forstod Adorno og Horkheimer.)

Det fine er bl.a. beskrivelserne af, hvordan han indtager litteratur og litteraturteori i spandevis uden selv at finde ind til sin egen skrift og sin egen litterære stemme. Uden selv at evne at omsætte det til litteratur. Altså før langt senere. Mest imponerende er hans vilje: Han vil skrive. Han er aldrig retningsløs i den henseende.

Og Knausgård kan skrive. Skrive, så det er ligemeget, om han er kæreste med denne eller hin, om han er på Island, i Firenze eller Bergen, læser Blanchot, er på druk eller ej. Skriften bevæger sig let og vedkommende omkring alt dette, men det vigtige forbliver, hvordan han har det imens, hvordan hans verden så ud imens, hvad han reflekterede eller ej over imens.

Når jeg læser Knausgård og mærker hans over-følsomhed over for verden, forstår jeg den. Selv om den ikke er min.

06. March 2012 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Tags: | 2 comments

Comments (2)

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.