Junkie

Lige nu pibler alle mulige tjenester frem, som satser på abonnementsformen for e-bøger. Mofibo, Riidr One … og flere er på vej. Forskellige forretningsmodeller, forskellige udbydere. Det bliver spændende at følge dem! Jeg håber, folk læser flere bøger på det grundlag.

Jeg har kastet mig over at forsøge mig med Mofibo her sommeren over. Og opdagede, at de havde alle Jo Nesbøs ti Harry Hole-krimier liggende. Jeg har aldrig fået dem læst, fordi jeg insisterer på at læse den slags i rækkefølge – og der har ikke lige været rækkefølger tilgængelige på biblioteket, de gange jeg har kigget. Så nu skulle det være! I gang hun gik med Harry Hole …

Og nu er jeg blevet i tvivl om, hvorvidt jeg er i stand til at administrere fri adgang til så mange bøger på min mobil. Det tog kun et par døgn, og nu kan jeg så kalde mig en fuldtonet Harry Hole-junkie. Man kan jo liiiige læse lidt mere. Og man kan jo liiige gå i gang med den næste, når man har afsluttet en. Jeg har endnu ikke sommerferie, og jeg havde forestillet mig, at bøgerne kunne være til min ferie. Men i stedet for feriebøger er det blevet togbøger, tandbørstningsbøger, aftenbøger, nattebøger. Lige nu er jeg i gang med den femte.

Jeg påstår ikke, det er fornuftigt. Men de er svære at lade være. Sådan er det vel for alle afhængige. Harry Holes personlige gift er Jim Beam-whisky. Min er “fri” adgang til bøger.

11. July 2013 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | 2 comments

Comments (2)

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.