Jeg er ikke mere mig

Følelsen af udslukt er lidt fremherskende i dag. Så meget desto mere værd at læse Julie Sten-Knudsens debutdigtsamling Hjem er en retning, der med rette er særdeles anmelderrost. Her digtet Jeg er ikke mere mig:

Det er ikke svært
at finde en seng
at sove i, det svære er
at blive liggende
hvor man er faldet
til ro i en lysende
vandpyt. Sengen er en
sprække der åbner sig
med jævne mellemrum og jeg
falder i hver gang. Jeg drømmer
om at læne mig op ad
en krop der er stærk som en
klippe men så vågner jeg og
tænker: Den har jeg jeg
hørt før. Måske blæser jeg længere
væk. Jeg er endnu mindre
mig end skyerne
er skyer. Der er ingen
som ved hvor jeg er. Banken
har tildelt mig et fiktivt
personnummer, PIN-koden
kommer med posten, men til hvilken
adresse? Jeg har for mange
nøgler. Jeg låser
den ene dør efter den
anden og kaster nøglen ind
ad brevsprækken. For hver ny
nøgle: en ny dør jeg ikke kan
åbne, et nyt hus jeg ikke kan
vende tilbage til. Ved midnat
gik min nabo i bad, lyden
af det rislende vand holdt mig
vågen. I dag er han ikke længere
min nabo. Det er et godt spørgsmål
hvor jeg er på vej hen. Uden at vide det
løfter vinden et blad, lader
en lysende sky sejle forbi
en vandpyt. Det er ikke svært
at få øje på sprækker
i fortællingen. Det svære er
at få den til at hænge sammen
når der ike er nogen
at fortælle den til. Jeg tætner
sprækkerne med visne
blade. Hvis du tænker på mig
er det den ru granitvæg
du mærker
under dine fingre. Hvis du husker mig
så husk mig på samme måde
som du husker
lyden af regn.

 

18. December 2011 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.