Hvad jeg kaster fra mig

Jeg kender læsere, der principielt læser alt til ende. Og jeg kender læsere, der hopper rundt i bøgerne og læser lidt forrest, lidt i midten og måske (gys!) slutningen først. Selv læser jeg altid fra først til sidst og hopper kun til nød tilbage for at genlæse noget, aldrig frem. Og jeg læser de fleste påbegyndte bøger til ende.

Men af og til kaster jeg en bog fra mig i irritation – ud fra betragtningen, at livet er for kort til at læse alt for dårlige bøger. Der er så mange gode bøger derude, der venter på at blive læst. Og hvis vi antager, at jeg kun kan nå at læse 2500 bøger resten af mit liv (andre har regnet på det samme her og her), ville det jo være dumt at bruge læsetiden på en bog, der irriterer mig fra først til sidst – altså med mindre det er en frugtbar irritation! For mig er det ikke en frugtbar irritation, når jeg hele tiden snubler over, at bogen er overordentligt skidt skrevet med en hullet handling fyldt med utroværdige personer. Jeg har skam læst den slags.

Sjovt nok er det genreafhængigt, hvor meget jeg lægger mærke til det. (Jeg har tidligere udbredt mig om, at jeg gladeligt ignorerer det, hvis jeg bliver grebet af plottet.) Jeg er mere velvilligt indstillet over for krimier end over for feel good-romaner. Jeg læser aldrig romance, måske fordi jeg som 12-årig forlæste mig på Sannes storesøsters samling af Succesromaner (ja, det hed de!) Og jeg skelner skarpt mellem voksenbøger, YA, ungdomsbøger og børnebøger – og foretrækker at læse de førstnævnte, men kan dog lade mig charmere af velskrevne bøger i de sidste kategorier, omend jeg meget sjældent forsøger mig. Alt det handler om præferencer og smag. Velvillige øjne på genren bliver hos mig også til velvillige øjne på hele bogen – og eventuel overbærenhed over for huller og mindre godt sprog m.v.

 

PS
Der er også en anden slags bøger, jeg ikke får læst. Dem kaster jeg ikke med. Det er dem, jeg bare aldrig får læst (færdig). Intentionerne var de bedste, ofte båret af gode anmeldelser eller anbefalinger eller følelsen af, at det er en “must read”. Jeg slæber dem troligt hjem. Måske får jeg endda begyndt. Men så … får jeg dem bare ikke læst. Og så samler de støv på min hylde eller skal afleveres igen på biblioteket. Færdiglæst bliver de ikke. Rosinante og co. har sat fokus på det med deres Instagram-hashtag #sortlitterærsamvittighed, hvor de får deres medarbejdere til at indrømme, hvilke bøger de aldrig fik læst. Det er sjovt, for alle læsere kan genkende følelsen.

 

19. February 2015 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.