Hustruen
Hustruen af Meg Wolitzer er utroligt velskrevet! Den har en fin sløjfe på plottet, den har fint fortælledrive, den har interessante figurer, den er sjov og tragisk, den er absolut læsværdig.
Hustruen, Joan, fortæller skånselsløst om sit livslange ægteskab (45 år på fortælletidspunktet) med Joe, en berømt forfatter, som hun på bogens anden side har besluttet at lade sig skille fra. Hun fortæller med vid og bid, med sarkasme og humor og med ømhed, når det er på sin plads, men allermest med bitter erkendelse i blikket og tonen.
Jeg vil ikke afsløre noget om handlingen. Den er værd selv at læse sig til. Men jeg vil nævne, at bogen også fortæller om køn og kønsroller gennem tiderne: Joan og Joe møder hinanden i 1954, hvor kvindelige forfattere nærmest var ikke-eksisterende. De blev kun udgivet, hvis de brugte al deres levende tid på at kæmpe for det – og de blev sjældent en del af det litterære miljø, endsige respekteret af de mandlige forfattere og på det litterære parnas. Kvindelige forfattere i 50’erne skulle ville det helt utroligt meget mere end deres mandlige samtidige, hvis de skulle lykkes. Og selv da var sandsynligheden meget lille.
Joan både elsker og hader sin hustrurolle. På den ene side gør den hende til noget, en berømt forfatters hustru, der har privilegier. På den anden side er hun låst fast der. Hun møder kvinder, som overskrider de usynlige grænser for, hvad “man kan”. Som bliver forfattere, journalister, kunstnere … noget andet end blot hustruer. Og hun lige dele beundrer og foragter dem. Og i løbet af bogen opdager hun, hvor meget det betyder, at hun er født i et forkert årti. Hvor mange flere muligheder yngre kvinder får med tiden. Også det gør hende bitter.
Joans historie er på en gang tidstypisk og atypisk, men bogen docerer ikke! Den forholder sig reflekteret til kønsroller og udviklingen, men indlejrer det elegant og ubesværet i fortællingen.
Åh, og fik jeg sagt, at den er virkelig velskrevet?!
Comments (2)