Hjemmeblinde fortællere

Forfatteren Tana French (født 1973) står bag fire krimier, der på dansk hedder Skoven (2007), Som i et spejl (2008), Tilbage til Faithful Place (2010) og Gensyn med Broken Harbour (2012). Hun er bosat i Irland, og hendes bøger foregår i og i omegnen af Dublin.

Med skam at melde havde jeg ikke lagt mærke til hende, før Gyldendal for nylig udgav den sidste nye på dansk. Og det er bestemt ærgerligt, hvis det er et tegn på, at hun generelt er upåagtet hertillands. Den første – viser det sig – blev nemlig prisbelønnet på alle leder og kanter, aldeles fortjent, ligesom de følgende alle har fået gode anmeldelser og nogle af dem priser med på vejen.

Og det er fine krimier. Som opmærksomme læsere af denne blog vil vide, har jeg en svaghed for upålidelige fortællere. Tana French’ fire fortællere, alle efterforskere ved politiet, er sådan set ikke upålidelige med vilje, men de er endt i nogle situationer, hvor deres egne personlige historier kommer til at spille en rolle i opklaringen (eller manglende samme) af den givne mordsag. De lægger således alle kort åbent frem som de jeg-fortællere, de er. Men det sete mudres til af deres egen involvering og fortid.

Skoven har fortælleren Rob således et hukommelsestab som vilkår.  Som barn legede han med sine to bedste venner i skoven, men vennerne forsvandt sporløst, og han selv blev fundet sølet i blod og grundigt traumatiseret uden at kunne huske, hvad der var sket. Hans efterforskning – og jeg-fortælling – bliver derfor noget psykisk ubalanceret, da han som voksen efterforsker pludselig står over for en mordsag af et barn i selv samme skov.

Som i et spejl kaldes fortælleren Cassie ud til en mordsag, hvor den myrdede kvinde ligner hende selv helt uhyggeligt meget. Da de opdager, at den myrdede ydermere har taget navn efter en fiktiv undercoverfigur, som Cassie for år tilbage selv har opfundet i en narkosag, bliver det endnu mere creepy. Og da undercoverchefen ønsker, at Cassie indtager den myrdedes plads og lader, som om hun ikke er død alligevel for at finde morderen, forhøjes uhyggen.

I Tilbage til Faithful Place vender efterforskeren og undercoverchefen Frank tilbage til sit barndomskvarter efter ellers ikke at have sat sine ben der, siden han var 16. Dengang havde han planlagt at stikke af med den skønne Rosie, men hun dukkede aldrig op den aftalte nat, og han tror sig droppet og beslutter sig for at stikke af alene, også for at slippe fra det fordrukne, voldelige og fattige barndomshjem. Men nu har hans søster fundet Rosies kuffert fra selv samme nat.

Efterforskeren Mick Kennedy får i Gensyn med Broken Harbour en sag om en myrdet familie, hvor det viser sig, at moderen mirakuløst har overlevet. Mordene er begået i familiens hjem, der ligger i det, der før hed Broken Harbour, men nu er omdøbt til Brianstown af griske ejendomsspekulanter, der har udlagt området til dyre familieboliger, men ikke er kommet helskindet gennem finanskrisen. Så området står nu som et forladt spøgelsesbyggeområde på nær de få boliger, som få, nu stavnsbundne, familier havde nået at købe. Hans dømmekraft og evner som efterforsker bliver sat under pres, fordi det var i selv samme område, hans mor begik selvmord da han var 15. Og det er han ikke upåvirket af.

Det er snigende uhyggelige krimier. Umiddelbart ikke så voldsomme, men grundstemningen er let isnende, fordi det går op for en, at jeg-fortællerne fortæller alt det, de ved, men faktisk omgiver sig med en masse ikke-viden og på visse områder er hjemmeblinde, fordi de på den ene eller den anden måde er involverede – eller fordi de er følelsesmæssigt ude af stand til at overvinde deres egen fortid. Jeg kunne bedst lide Skoven, fandt Som i et spejl mest creepy og opfattede Tilbage til Faithful Place som den mest “lige ud ad landevejen”-agtige fortælling lige indtil til allersidst, hvor den får et følelsesmæssigt væmmeligt twist af konsekvenserne af opklaringen. Måske kunne jeg bare mindst lide fortælleren i Gensyn med Broken Harbour, men det gjorde den ikke ueffen.

Noget af det uhyggelige, som man sidder tilbage med efter alle fire krimier, er, at det har konsekvenser for jeg-fortælleren, det her. Ingen af de fire lades uforandrede af de pågældende sager. Deres liv bliver anderledes af det. Og det er ikke for sjov.

14. June 2013 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | 6 comments

Comments (6)

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.