Genrefordomme

Jeg hører og læser nogle gange folk afskrive hele genrer eller bogtyper: “Jeg hader krimier”, “Tegneserier er kun for børn”, ” Sådan noget romantisk pjat er ikke noget for mig” eller “Slægtsromaner gider jeg simpelthen ikke” …

Og jeg undrer mig altid en lille smule. For hvis en eller anden gider fortælle mig en god historie på en interessant og fængende måde, er jeg faktisk nærmest ligeglad med, hvilken genre eller kategori den falder i. Tag ikke fejl! Jeg synes, nogle bøger er bedre end andre. Og jeg synes, at nogle bøger er noget møg. Men de findes og falder inden for alle typer og genrer.

Jeg er så nysgerrig på historier og fortællinger, at jeg hver gang ønsker mig at læse en ny bog på dens egne præmisser – og i det ønske findes også en accept af, at genrelitteratur har nogle faste træk, regler og begrænsninger at slæbe rundt på. Og det gør mig intet. I en krimi skal mordet jo opklares (eller man må forholde sig bevidst til at undlade det), ligesom en slægt i en slægtsroman simpelthen ikke kan være upåvirket af den omgivende historie – eller en vampyrroman undgå at indeholde blod. Sådan er reglerne. Men derimellem skal det helst gøres godt eller originalt!

Indrømmet, der er bøger, som lettere finder nåde for mit blik. Og der er genrer, som jeg ikke undersøger særligt nysgerrigt. Og snobeffekten har en betydning, når jeg vælger bøger.  Men det handler mindst lige så meget om indpakning, anbefalinger/advarsler, bagsidetekster og alt muligt andet. Der er bøger, som jeg nok aldrig får undersøgt, fordi de ser ud eller lyder som noget, der ikke er noget for mig. Men det er altså umådeligt sjældent, det sker på baggrund af deres genre. (Det handler også om Antallet af daglige læseminutter!)

Jeg vil gerne bevare min nysgerrighed og blive dejligt overrasket over at finde ud af, at visse mangaer er lige til mig, at fantasy kan være fantastisk, at science fiction var en genre, jeg åbenbart havde gjort for lidt ved, at intellektuelle kammerspil rører ved min mest eksistentielle grundvold, eller at en chick-lit-roman faktisk var sindssygt morsom og veldrejet.

Og så alligevel …
Da jeg var ca. 12, havde Sanne fra min klasse fået fat i mange – som i mere end 20 – af de såkaldte Succesromaner. Det var damebladsføljeton’er samlet i bogform med alt, hvad der skal til af attråværdige hvidkitlede læger, hesteridende godsejersønner og billedskønne, men fattige sekretærer, der ender med at have arvet. De gik på omgang blandt pigerne i klassen, og min ellers ikke-litterære mor misbilligede det såre, da hun opdagede det fælles læseprojekt, vi havde gang i. Men jeg slugte dem alle … og så havde jeg ligesom læst dem! Jeg formoder derfor i ethvert møde med en bog, der ligner en Succesroman, at den behøver jeg faktisk ikke læse. At jeg på forhånd ved, at den behøver jeg ikke at bruge min tid på. Fordi den ikke er skrevet til det, jeg er nu, men til den 12-årige, jeg engang var – som dengang skulle have fodret sin indre drømmer og lære noget om, hvordan en romantisk føljeton skæres, og hvilke elementer der er faste i sådanne plot.

Men hvem ved? Måske går jeg glip af en unik læseoplevelse ved at tænke: “De der damebladsføljeton’er gider jeg sq ikke rigtigt!”

10. July 2011 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | 2 comments

Comments (2)

  1. Hej Camilla. Hvor befriende og dejligt at læse om din tilgang til litteratur/bøger!!! Du “ER jo noget ved musikken” qua uddannelse og arbejde, men formulerer det vide perspektiv og rummeligheden som en kvalitativ mulighed i tilegnelsen af litteratur. Bare super!

    Mvh. Helle

Leave a Reply

Required fields are marked *