Formen er alt, men ikke nok

Det er simpelthen en frygtelig god bog, Alf van der Hagen har begået med Kjell Askildsen. Et liv! Jeg har lyst til at citere nærmest halvdelen af bogen for at vise, hvor skarp Askildsen er. Og fik derudover lyst til eje og genlæse hele Askildsens forfatterskab. Jeg vil forskåne jer for gengivelser af den halve bog – men vil anbefale den på det varmeste. Kjell Askildsen er en vigtig forfatter, ikke alene i det norske litterære landskab, men også for den nordiske og europæiske litteratur.

Det er en samtalebog – hvilket er en genre, jeg sådan set normalt ikke dyrker. Men de samtaler, som har ligget til grund for denne bog, ville jeg gerne have overværet. Eller, nej egentlig ikke. Som de er samlet i bogen, er det alt nok. Van der Hagen betegner det et sted som “uskrevne memoirer”, og det er en fin betegnelse. For det er et portræt, en litteraturrefleksion, en retrospektiv poetik, en biografi … eller et eller andet midt mellem alt det. Van der Hagen skal selvfølgelig også have roser for at have stillet så utroligt gode spørgsmål til Askildsen og for at samle et stort, viltert og interessant materiale til en rørende og velreflekteret bog.

Askildsen er benhård. Hvis man har læst hans prosa, ved man, at to udsagn i træk kan vende op og ned på hele ens perspektiv. At med en enkelt sætning, kan alt forandres. At hver enkelt sætning er vægtig og nødvendig. Der er intet, der er let. Og man skal ikke tage det let. Livet. Religionen. Kærligheden. Og som sådan har han også levet. Hans liv har båret mange brud. Et vigtigt brud er bruddet med religionen, som for hans familie ellers var særdeles betydende. Der er brud med politiske retninger, med familie, med kvinder og kærlighed. Der er skyld. Og der er ansvar, man ikke har levet op til.

Kjell Askildsen opfatter sig selv som kunstner. Ikke som fortæller. Hans litterære arbejde har som formål at udforske litteraturen og den litterære metode, ikke at give læseren en fortælling. Hans metode er at arbejde sig fra sætning til sætning for at få det rette udtryk frem. Hans ønske er ikke at finde den bedste måde at fortælle en forudtænkt historie på. Det er ikke hans ærinde. “Formen er alt, men ikke nok.”, siger han et sted. Det er konklusionen på et længere samtaleforløb om indhold og form og kunst, som fryder dette litteraturhjerte.

Det er en tragedie, at manden er blevet blind og således ikke længere kan hverken læse eller skrive. Hans skrift sidder i hånden, fortæller han et sted. Og hans litterære udfoldelse kan ikke overføres til diktafon eller til andre former. Men med den barske tilgang til tilværelsen, som er hans, har han forliget sig med det.

Askildsen slår sig i tøjret, bliver helt ophidset, hvis man kalder hans litteratur minimalistisk, men vil gerne vedkende sig ordet “koncentrat” om sin kunst. I refleksionen over, hvad hans litteratur  er, kommer der så mange interessante betragtninger frem, at det er her, jeg havde lyst til at citere løs. Men læs bare bogen i stedet. Eller endnu bedre: Læs hans noveller og romaner.

26. February 2015 by camlarsch
Categories: Faglitteratur, Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.