Folk som mig – camlarsch.dk

Folk som mig

Folk, der som jeg er vokset op i 70’erne, blevet unge i 80’erne og voksne i løbet af 90’erne, har med stor sandsynlighed kendt en, der er adopteret fra Sydkorea. Som jeg er. En kusine, en fra (parallel)klassen, en genbo, en ven … For fra slutningen af 60’erne og til starten af 90’erne blev op mod 10.000 sydkoreanske børn fløjet fra Sydkorea og til Danmark. På verdensplan er der tale om mere end 200.000 bortadopterede børn fra Sydkorea. De fleste danskere født senere end 1945 kender nogle tæt på – og kan med ret lille usikkerhed udpege, om en asiat, de møder på gaden, er adoptivbarn eller japansk turist. Især fordi adoptivbørnene åbner munden og taler klingende dansk med sønderjysk, århusiansk, sjællandsk, københavnsk accent.

I Danmark hedder de med stor sandsynlighed Camilla, Louise, Mette, Lene, Stine … Og med mindre sandsynlighed Thomas, Martin og Michael, selv om de var de meget populære navne i den periode. For der er flest piger. Og mange har bevaret et koreansk mellemnavn, mens de har et dansk efternavn. De er med stor statistisk sandsynlighed vokset op i et parcelhus et sted i provinsen i middelklasse-Danmark.

Fortællingen om de her mange adoptivbørn har været forholdsvist fikseret i den danske offentlighed i mange årtier. Der var tale om børnehjemsbørn, fx af enlige mødre eller prostituerede, der fik en mulighed for et godt liv – i modsætning til, hvis de var blevet i deres oprindelsesland. Der var tale om, at de nok var forældreløse. Der var tale om, at det vigtigste var at blive så dansk som mulig. Der var tale om, at adopterede jo overhovedet ikke var indvandrere, for i og med adoptionen blev deres fortid strøget med en underskrift. Og der var tale om, at de var heldige ønskebørn, for deres adoptivforældre havde jo gået gennem ild og vand for at få dem (i modsætning til hjemmelavede, forstås).

Al denne indforståede tale – eller måske rettere underforståede – er der gennem de senere års adoptionskritik sat meget store spørgsmålstegn ved. De adopterede er i dag blevet voksne og har en stemme selv. Der er kommet horrible sager frem i offentligheden om børnehøstere i udlandet, der snyder biologiske forældre til at afgive deres børn til adoption. Der har været sager om adoptivforældre, der ikke ville have adoptivbarnet alligevel, fordi det var besværligt. Der har været tale om direkte løgne – og i hvert fald en hel masse fortielser. Og så videre. Adoption har skiftet karakter fra at være en enkel operation til en kompleks magt- og samfundshandling, der har større konsekvenser, end nogen før har overskuet.

I den kontekst indskriver Maja Lee Langvads Hun er vred – Et vidnesbyrd om transnational adoption sig. Og mand, hun er vred! Og lægger hårdt ud:

“HUN ER VRED over at være en importvare.
Hun er vred over at være en eksportvare.”

Og for hver ny ting eller person, Langvad er vred over eller på, åbner der sig mere og flere aspekter af den adoptionsproblematik, som ofte bliver behandlet udefra, men med hendes pen bliver behandlet indefra. Med både saglighed, faglighed og alle de personlige følelser, der overhovedet kan være i klemme, når man som adopteret opdager de mange aspekter af adoption, som altid er blevet fortiet, ignoreret, ikke offentliggjort, ikke erkendt, ikke før mærket, ikke før følt …

Hun er vred på sin adoptivmor, hun er vred på sin biologiske familie, hun er vred på sig selv over at være vred på dem. Hun er vred på systemet, hun er vred på strukturen – og hun er vred over at være fanget i den, og hun er vred over at være vred på strukturen, fordi hun ikke kan ændre den. Og al den vrede er fremskrevet med en fængende energi, en rytmisk skrift, som blotlægger et smerteligt ubehandlet samfundsproblem. Hvor mennesker er fanget, fastlåst, flyttet, uden at det nødvendigvis er bestemte personers skyld. Men hvor konsekvenserne kan mærkes hos det enkelte menneske. Hos Maja Lee Langvad, såvel som hos læseren, mig.

For hver ny sætning graver hun sig dybere ind i emnet. Og det er simpelthen så godt gjort. For hun holder sig ikke til at være vred på det personlige og private plan (som føles så pinligt privat at være vidne til), men løfter også sin vrede op til et historisk plan, et samfundsplan, et mellemmenneskeligt plan og til et strukturelt plan. Hvor alle de sandheder, som jeg – og med mig så mange andre – har taget for givne, bliver dekonstrueret. Hvor indforståede selvfølgeligheder pilles fra hinanden og sættes i nyt lys.

Jeg ville gerne citere flere sætninger fra bogen, men Langvads form er bygget op over, at der for hver sætning sker en glidning fra en vinkel til en anden. Så de mange sætninger tilsammen giver budskabet, viser kompleksiteten. Og derfor virker det hele tiden reducerende kun at vise to-tre sætninger, når det er hele afsnittet, der tilsammen giver helheden.

Langvad skriver et sted, at hun er trådt ud af “the Matrix”. Hvis man har set filmen af samme navn, ved man, at når man først har forladt den, kan man aldrig vende tilbage – eller se verden på samme måde igen. Og det er det, hun har gjort. Og kan få andre til.

Mit eget skridt ud af the Matrix tog jeg for nogle år tilbage, da jeg læste Lene Myongs ph.d.-afhandling: Adopteret – fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelse. Jeg var optaget af den i månedsvis – er det egentlig stadig – og “tvang” min mand og min søster til at læse den også, så jeg kunne tale med nogle om den. Lene Myongs afhandling gav mig ny viden i videnskabelig form, mens Maja Lee Langvads Hun er vred er mere tilgængelig. Den er velskrevet, delvist skønlitterær og med skønlitteraturens sproglige greb, og kan give en meget personlig hjælp til andre til at træde ud af the Matrix. Øjenåbnende, let at læse, men med store konsekvenser.

Du har forstået, at man ikke behøver være adopteret for at træde ud af the Matrix, ikke? Alle har godt af at blive sparket ud af the Matrix. Alle har godt af at blive vrede!

14. June 2014 by camlarsch
Categories: Faglitteratur, Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.