Fandens Frihed … eller Franzens

Jeg er stadig i post-Franzen-tilstand efter at have færdiglæst Frihed. Måske har han hypnotiseret mig, ham Franzen. Jeg kan nemlig ikke få Familien Berglund ud af hovedet. 

Familiens medlemmer og nærmeste (eller hvad man nu skal betegne dem som) er simpelthen så vedvarende dårlige til at administrere deres liv på så forskellige måder, og jeg kan faktisk ikke lide dem. Alligevel er de nu plantet som ægte eksempler på liv i mit hovede. På linje med dem, jeg var på højskole med for 20 år siden og den slags. Eksempler på, hvad nogle gør og ønsker og aldrig fik gjort og taler om og siger til hinanden og fortæller om.

Berglundernes trang til frihed er så menneskelig og så umådeligt forstemmende håndteret. Den franzenske frihed er fordømt. Deres odds er for dårlige. De bruger ikke de trumfmuligheder de har. De vil forpligte og forpligtes af de forkerte. De siger ‘pas’ på forkerte tidspunkter. Og de lader hinanden gøre det – for at bevare deres egen frihed eller af uformåenhed eller af misforstået hensyn. I alle facetter af handlingen udstilles, hvordan bindinger og ønsket om frihed fra bindinger i vekselvirkning er det definerende ved tilværelsen.

Franzen væver disse historier om en amerikansk families medlemmer ind og ud mellem hinanden. Han skifter synsvinkler (på skrømt, for i virkeligheden skifter han bare objekt) og lader halvskjulte, alvidende fortællere dryppe malurt i bægeret med enkelte ord og vendinger.

I Franzens verden er det fortællingen, der har magten. Han lader endda Patty selv være pennefører – og lader hendes historieskrivning være på én gang forløsende og forbandet. Men aldrig er der tvivl om, at de enkelte figurers liv er underordnet fortællingen. Som er skruet så forbandet godt og trist sammen.

26. April 2011 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Tags: , | 1 comment

One Comment

  1. Pingback: Totalt illoyalt | camlarsch.dk

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.