Et svirp af overlegenhed

Jeg elsker fortællinger – i bøger såvel som på film – hvor det valgte fortællegreb snyder læseren. Fx er 90’er-film som The Sixth Sense og The Usual Suspects kendte for til sidst at tage en drejning, så man som tilskuer bliver nødt til at revurdere alt det, man lige har troet, man vidste. Jeg beundrer, når forfattere kan komponere bøger, så man som læser tror, man ved det hele, men så til sidst opdager, at man pga. valget af fortælleperspektiv er blevet taget ved næsen.

Eller: Jeg beundrer det, når det gøres elegant. Der er jo også gadagung-gadagung-krimier, hvor man skifter perspektiv for hvert kapitel, så læseren lige nøjagtigt forholdes den del af en scene, som er afgørende for opklaringen. Det kan være effektivt, nogle gange raffineret, andre gange bare gemen beregning uden det svirp af overlegenhed, som oftest kendetegner elegance.

Og nu har jeg så lige læst Søde tand af Ian McEwan. Han skriver godt! (Du bør læse Soning, hvis du ikke allerede har læst den). I Søde tand tager han læseren med til 70’ernes England, hvor den unge læsehest og mislykkede matematiker Serena får job som sekretær hos MI5. Selve jobbet er sådan set til en vis grad fuldstændig udramatisk, men den samtidige politiske stemning er højspændt paranoid over for østblokken, og som sådan er MI5 et usædvanligt arbejdssted. I denne paranoide organisation er skalkeskjul og fordækthed et vilkår. Det omgivende England er ved at slække på formerne, og de gamle borgerlige dyder står for forfald.

Serena er en hund i et spil kegler i disse omgivelser. Hun har haft en beskyttet opvækst, og hendes “dannelsesrejse” er foregået hen over en sommer, hvor hun har haft en affære med en universitetsprofessor, der har slæbt hende gennem de væsentligste historiske værker og samtidige medier og tvunget hende til at reflektere over det læste. Og det er denne sommers indlæring og refleksion, der har kvalificeret hende til jobbet hos MI5.

Så vidt så godt. Undervejs vil man gerne vide, hvad der sker med Serena, vide, hvordan forskellige plottråde redes ud, og vide, hvorfor vi allerede fra start har fået at vide, at hun  på dramatisk og skandaløs vis bliver fyret fra MI5. Det litterære twist (og det er litterært) indbefatter en forfatter i historien, en rig fond, en avisskandale , jalousi og en forelskelse – og det kommer bag på en. Mere vil jeg ikke røbe.

McEwan skriver elegant, underholdende og fængende. Jeg var fanget og kom til at læse bogen i ét hug. Til alt for sent på natten. Dét er også en slags anbefaling.

31. May 2013 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.