En strøm af menneskelighed

For nylig fik jeg anbefalet Rachel Cusks trilogi: Omrids, Transit og Kudos, som de hedder på dansk, af min veninde, hvis anbefalinger jeg gennem mange år har vænnet mig til at adlyde. Og jeg vil hermed gerne videreanbefale bøgerne. De er faktisk letlæste og ikke så lange, de tre bøger. Men de gør noget, som jeg ikke mindes at have læst før.

Cusks fortæller, Faye, indgår i samtaler med folk, og disse samtaler tegner, ja, omrids af personer og verdensbilleder. En lang kæde med løkker af perspektiver, der reflekteres elegant af Faye, hvis egen fortælling aldrig fremstår virkelig vigtig eller tydelig, men kun fremstilles som anledning til at komme i samtale med de mennesker, hun møder.

Min veninde sagde, at Cusks metode andetsteds var blevet beskrevet som stream of conversation. En meget rammende beskrivelse, synes jeg.

Denne stream of conversation er ikke ustyret, dog, for de forskellige konversationspartnere cirkler om et vist udvalg af emner: relationer mellem børn og forældre, familiemedlemmer generelt og i ægteskaber, egen (u)formåen, kunst og kunstens betydning, forfattergerningen, hvad der binder en til verden, hvad der slår en ud af kurs, og især hvilke ting og fænomener mennesker tillægger betydning.

Faye er forfatter og underviser på skrivehold, og i den første bog, Omrids, beder hun sine holddeltagere om at præsentere sig selv ved at fortælle om noget, de har bemærket på vej til undervisningen. Holddeltagerne fortæller på skift om alt fra en, der så en hund, over en, der havde en samtale med sin far, der kørte ham til undervisning, og til en, der har hørt et stykke musik ud af et vindue. Personernes skiftende små anekdotiske fortællinger, som kommenteres af de andre, væves elegant ud og ind mellem hinanden og tegner tilsammen en strøm af forskellige verdensbilleder, personlige særheder og præferencer og menneskelighed generelt.

Og det er denne strøm af menneskelighed, af små dele, der repræsenterer et hele (pars pro toto), der behager mig ved disse bøger.

Det forekommer legende let skrevet og er så nemt at læse, men det må være så hulens svært. Og når man har læst en af disse tilsyneladende lette små fortællinger, går det først efter et stykke tid op for en, hvor eksistentiel eller traumatisk eller dyb eller sigende eller almen eller morsom eller samfundskritisk den også er.

20. March 2020 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.