En genert nordmand

KnausgårdpåDiamantenFor nylig læste jeg tredje bind i Karl Ove Knausgårds storværk Min kamp.

På billedet kan man med lidt god vilje se Knausgård, da han gæstede Den Sorte Diamant i marts 2011.

Jeg var helt solgt, da jeg læste første bind. Og deri adskiller jeg mig tydeligvis ikke fra en hel masse læsere. For til besøget i København var der fuldt hus i Diamanten – immervæk en del mennesker. Og det var vildt tarveligt!! For alle, der havde læst hans bøger, vidste, at manden er genert og rent faktisk hader den slags arrangementer. Det har han tydeligt skrevet!

Man når nu han har skrevet bøger, der er vedkommende, hjerteknugende, befriende og rammende. Og sproget glider fra de vildeste banale betragtninger over forholdet mellem børn og forældre til de største, mest filosofiske refleksioner over tilværelsens beskaffenhed. Så bliver man jo nødt til at høre ham læse op.

Og den del levede fuldt op til forventningerne. Det var lange sætninger af rytme, glød og vid og korte sætninger af nøgternhed og konkrete konstateringer. Han læste op med al den rytme, der skulle til, for at indfange alle de betoninger og sætninger i sætninger, som fylder side efter side – så alle var med i rummet, hvor Knausgård selv engang var.

I tredje bind fik jeg klaustrofobi! Alt, hvad der nogensinde har bekymret et barn, bliver skrevet fra Knausgårds pen og lige ind i hjertet på i hvert fald denne læser. Jeg blev nødt til at holde pauser, fordi jeg rigtig gerne ville ud af hans barndom og ikke opleve alle de der for voksne så ubetydelige, men for børn så afgørende, hændelser i øjenhøjde med barnet.  Men måtte læse videre alligevel.

Karl Ove Knausgård føler sikkert også dette. Måske altid. Denne ambivalens over både at ville blive og ville væk. Og det var det, man så fuldt udfoldet, da han blev interviewet i København. Han ville gerne samarbejde, men han ville også rigtig gerne væk. Det var akavet og pinagtigt.

Og samtidig helt fantastisk, når han indimellem læste op. Det, han læser op, er hans. Det, jeg læser, er ikke helt det samme. I dette rum mellem det, han skriver, og det, jeg læser, ligger alt det, der gør det vigtigt at være læser.

Jeg glæder mig til de sidste tre bind …

18. April 2011 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Tags: , | 1 comment

One Comment

  1. Pingback: Klaustrofobi | camlarsch.dk

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.