En bog til mit 20-årige jeg

For nogle uger siden kom min nærmeste kollega begejstret med en avisanmeldelse, som jeg bare skulle læse. Det var den seksstjernede anmeldelse af Stillidsen af Donna Tartt, der lige er udkommet. Hun flød over af lovprisninger af Tartts første bog Den hemmelige historie med ord som “helt opslugt” og “fantastisk” – og et “Havde du det også sådan?” Jeg måtte jo så beskæmmet bekende, at jeg aldrig havde hørt om hverken bogen eller hende før.

Det skal tilføjes, at vi i høj grad deler læsesmag, og at vi er helt jævnaldrende, samtidig har studeret litteratur blot i hver sin by og har arbejdet i forlagsbranchen ca. samtidig – og derfor som oftest også har læst nogenlunde de samme bøger samtidig, eller i hvert fald har hørt om dem samtidig. Derfor undrede det mig og hende så meget desto mere, at jeg ikke engang havde hørt om Tartt. Jeg fik straks påbud om at gå hjem og læse Den hemmelige historie.

Ved nærmere granskning viste det sig, at Tartts første bog udkom i 1992, hendes anden i 2003 og nu den tredje (udkom på engelsk i 2013). Tartt har ry for at være særdeles omhyggelig og pedantisk med sin skrivning, og der går således ret lang tid mellem udgivelserne.

Jeg gik fluks hjem og læste Den hemmelige historie, som var virkelig god. Setting på et østkyst-college, hvor ung mand af ikke-nævneværdig herkomst, fascineres og indlemmes i en lille gruppe af intellektuelle, dannede og mystiske græskstuderende, der repræsenterer alt det, han ikke selv er eller bringer med sig fra sin forglemmelige fortid. Deres særegne fællesskab drager ham og opsluger ham, men historien er hemmelig, fordi dens omdrejningspunkt er et mord.

Bogen er særdeles velskrevet og anbefalelsesværdig! Tartt skriver virkelig godt – og var i øvrigt kun 28, da hun skrev denne imponerende debutroman. Alligevel tror jeg ikke, at jeg var helt så opslugt og begejstret, som min kollega var i starten af 90’erne. Jeg ved, at jeg ville have elsket den højere, hvis jeg havde læst den dengang.

Alle Tartts beskrivelser af coming-of-age, fortællerens identitetssøgning, forståelse eller ej af sin baggrund, personernes stræben efter intellektuel ophøjelse, gruppedynamikker i collegeverdenen, opdagelse af den intellektuelle og akademiske verden osv. osv. ville jeg have elsket, da jeg selv var studerende. Helt som jeg elskede beslægtede film og bøger i 90erne (fx filmen Dead Poets Society og bogen Besættelse af Antonia Byatt). Faktisk ærgrer jeg mig såre over ikke at have læst bogen dengang.

Nå, men jeg skal snarest have læst Tartts to andre romaner. Hun er vel også blevet ældre med årene …

30. March 2014 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | 2 comments

Comments (2)

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.