Dødssygt Pemberley

P. D. James har i Døden kommer til Pemberley taget sig den frihed at digte videre på Jane Austens Pride and Prejudice. Har man læst sidstnævnte, vil persongalleriet på ingen måde komme bag på en i førstnævnte. Det er helt de samme.

Men når denne Austen-fan lige er kommet sig over den umiddelbare begejstring over en sjov, intertekstuel ide som James’, sidder man tilbage med en whodunnit-krimi med setting i start-1800-tallet. Og desværre også med en lille skuffelse. For James er ikke Austen. Og selv om man nok så meget måtte have trang til at følges lidt længere med Darcy og Elisabeth, er det altså en lille smule fladt at gøre det.

Pride and Prejudice er jo netop en virkelig fint fortalt historie med en begyndelse, en midte og en slutning. Handlingskurven er perfekt doseret, ligesom sprogets formfuldendthed er en fornøjelse. Over for Austens beskrivelser af indestængte følelser, høvisk tale og aldeles uhøviske handlinger midt i dramatiske forviklinger står James’ noget mere handlingsorienterede mordopklaring noget svagt. Hos James rider og rider de frem og tilbage og forklarer sig – og det nuancerede persongalleri fra Austen fremstår endimensionelt og fastlåst.

Det er ikke en skidt krimi, men James har formået at få det til at fremstå kedeligt at være frue på Pemberley. Og Darcy virker ikke attraktiv. Utilgiveligt!

21. January 2014 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *