Delikat magtbalance i renæssance-København

Jeg har lige været en tur i Christian IV’s København, hvor jeg fulgtes rundt med foged Knud Korbach i Tiggernes børn af Lars Hamann og Gorm Præst Jørgensen. Det er opfølgeren til Fanden er løs, som udkom i 2011.

Tiggernes børn er en solid lille renæssancekrimi med en setting, som man næsten kender. En attraktion ved bøgerne er, at man forsøger at kalibrere sine egne nutidige billeder af København med de beskrevne i bogen, mens den stakkels foged forsøger at opklare først et, siden to og tre mord.

Da jeg læste Fanden er løs, kunne jeg godt lide, at det var nødvendigt at forklare logik, som vi kender den i dag, fordi det netop ikke var datidens måde at løse et mordmysterium. At regne Djævelens magt som en faktor i diverse mordmysterier gør det – set med nutidige øjne – til en helt anden disciplin at være lovhåndhæver, som bogens hovedperson er. At han har læst Descartes og dermed bekender sig til denne “nymodens” tankegang, gør ham til en virkelig mærkelig fisk i sin samtid – og det er skæve og morsomme sammenstød, der kommer ud af de to tankesæt.

Den dimension er helt udeladt i Tiggernes børn, hvor det i stedet er den delikate magtbalance mellem det adelige, det royale, det borgerlige og pøbelen, der udgør den besværliggørende faktor for vores flittige fogeds opklaring. Krimiplottet er helt i orden, og samtidsbeskrivelsen virker særdeles velresearchet, men jeg savnede de idehistoriske sammenstød fra første roman. Ganske vist var de der ikke helt gennemførte, til tider let klodsede, men ideen var virkelig god. Nu er det “bare” en fin lille – velskrevet – krimi i historisk setting. Og det er sådan set også meget godt. Den blev i hvert fald læst hurtigt.

27. April 2013 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | 2 comments

Comments (2)

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.