De der russere

Efter længe at have luret på Krig og fred af Lev Tolstoj tog jeg mig endelig sammen til at læse den. Det tog en krig, tøhø. Dog var min krig på ingen måde så lang som Napoleonskrigene, som er romanens udgangspunkt.

Bogen fik mig til at slå op, hvordan det nu i virkeligheden var med de Napoleonskrige. Og med Rusland i 1800-tallet. Og med den tilbedte, men vægelsindede russiske zar Aleksandr. Og med skiftende krigsalliancer. Og med den russiske adels privilegier og uduelighed. Og med Napoleons personlighed … Jeg tænker, at det er sådan, god (historisk) fiktion virker: Man får lyst til at vide mere.

Tolstoj kan noget med personer. Den forvirrede Pierre og den livlige Natásja. Åh, hvor vi ønsker dem det godt! Åh, hvor vil vi gerne følge deres fortællinger, så dramatiske, som de er. Men Tolstoj lader os ikke slippe så nemt. Lige så meget melodrama og persontegning, han har sans for, lige så meget ønsker han at docere af sin viden om krig, taktik, historie, filosofi, religion, russisk (og fransk) mentalitet og meget andet –  og ikke mindst ønsker han at perspektivere den for os. Det er derfor, bogen er så omfangsrig, og det er derfor, læsningen af Krig og fred bliver så omfattende. Pierres omskiftelige skæbne og forvildelser væves tæt sammen med zar-Ruslands ditto (og med det krigsramte Europa). Ligesom Natásjas naivitet, munterhed og tragiske kærlighed til Fyrst Andréj spejler et adeligt Rusland, som brat må vågne fra sin illusion om medfødt overlegenhed i mødet med krigen og døden. Generalernes taktik går under i den enkelte soldats retningsløshed. Mening, struktur og retning går under i mødet med krigens kaos. Deraf opstår en ny virkelighed. For landet såvel som hovedpersonerne.

Den ene, Pierre, søger så ivrigt efter sin mening. Under dramatiske omstændigheder lykkes det ham at arve sin rige greve-far, selv om han er født som uægte barn. Og som hovedrig arving narres han til at gifte sig med den helt forkerte. Med arven følger adgang til det adelige Skt. Petersborg (og Moskva), men han farer vild i overklassens forkvaklede værdier, sociale koder, intriganteri og manglende mening.

Den anden, Natásja, lever et sværmerisk og sorgløst (adeligt) liv, hvor intet for alvor har betydning. Hverken hun eller hendes familie ved for alvor, hvad de skal gøre med det praktiske liv, og penge bliver dermed et problem, fordi ingen i familien har sans for at forvalte den arvede formue på en ordentlig måde. Den truende fallit kan ikke helt ignoreres og får betydning for, hvem Natásja kan vælge som mand.

Tragedierne ligger lige for.

Det er Tolstoj magtpåliggende at perspektivere de forskellige historiefortolkninger af Napoleonskrigene og krig i det hele taget. Og derfor er hans afsluttende ord en form for essay om, hvordan magt ikke udgår fra ét sted alene. Hvordan en general eller en kejser ikke alene kan være ansvarlig for en krigs udfald, hvordan den enkelte soldats handling ikke alene kan afgøre et slag, og hvordan forskellige umiddelbart uafhængige hændelser i en uafklaret balance mellem det enkelte menneske, en kollektiv vilje og magthaveres beslutninger kommer til at føre til krig. Eller fred.

Og dermed bliver Natásja og Pierres historier tydeliggjort som brikker i det store billede af krig og fred.

Tidligere har jeg læst nogle af Dostojevskijs romaner. Og kunne lide dem for deres sortsyn og kynisme, men også for deres tydelige medfølelse med hovedpersonerne. Også Tolstoj fremviser sine hovedpersoners dårskab side om side med deres forsonende træk, men han er ikke helt lige så barsk som Dostojevskij. Og derfor ender Dostojevskij alligevel med at falde bedre i min smag. Hvis man ellers overhovedet behøver sammenligne de der russere …

02. February 2017 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *