Om at fortsætte – camlarsch.dk

Om at fortsætte

Jeg nyder at lade mig opsluge i et plot. Jeg kan sagtens ignorere, at en roman er mindre fantastisk skrevet, hvis den har et plot, som er skruet tilstrækkeligt effektivt sammen.

Efterfølgende kan jeg sagtens være særdeles utilfreds, hvis et godt plot ikke hænger sammen med godt sprog, men det udelukker ikke, at Reading for the Plot – det nyder jeg. (Det er i øvrigt titlen på en grundlæggende klassiker inden for den narrative litteraturteori af Peter Brooks.)

Helt fantastiske læseoplevelser kan – for mig – sagtens hænge sammen med at lade mig opsluge i helt særegent sprog og småbitte sætninger. Men når jeg læser efter plot, ligger læseoplevelsen i den berusende følelse i liiiiige at skulle læse et kapitel til, fordi krogen i læseren, mig, var så godt sat! Fordi plottet var godt skruet sammen!

Derfor kan jeg i min alder, der er betragteligt nærmere 40 end 30, stadig findes læsende i min seng kl. 2.47 om natten, mens jeg lige har overbevist mig selv om, at jeg godt må fortsætte og læse de sidste 57 sider af romanen, selv om vækkeuret ringer kl. 6.20. Og hvor voksent er det lige?! Og hvor træt mon jeg er af mig selv næste morgen?!

Samtidig er det også lige der, min glæde ligger. Det er fantastisk at lade sig opsluge. At lade sig fange af litteraturen. Det er lige midt i denne besatte fornemmelse, hvor alle dårlige undskyldninger gælder bare for at få lov at læse videre, at jeg ved, hvorfor jeg læser bøger.

17. April 2011 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Tags: | 4 comments

Comments (4)

  1. Pingback: Charmerende fortalt kærlighedshistorie | camlarsch.dk

  2. Pingback: Rækkefølger | camlarsch.dk

  3. Pingback: Smag og kvalitet | camlarsch.dk

  4. Pingback: Hvad jeg kaster fra mig | camlarsch.dk

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.