Charmerende fortalt kærlighedshistorie

I den forgangne uge brugte jeg en halv nat på at unddrage mig ansvaret for at være frisk næste morgen og fortsatte bare læsningen af Samme dag næste år af David Nicholls, som Bogtyven havde anbefalet.

Læsningen af den charmerende kærlighedshistorie burde egentlig let lade sig afbryde, idet den udelukkende lader os møde hovedpersonerne Emma og Dexter på én dato om året, den 15. juli, som er årsdagen for deres første møde. Nogle år den 15. juli er de tætte venner, andre år har de såret hinanden og bevæger sig i periferien af hinandens liv, men deres skæbner er sammenflettede, fordi de til stadighed ser og får det bedste frem i hinanden. Således blev min læsning drevet frem gennem natten af ønsket om at finde ud af, om det dog ikke kunne lykkes Em og Dex (som de kalder hinanden, bvadr!) at time deres liv til denne kærlighed. Nåja, og af at bogen er velskrevet og velturneret.

Kærlighedshistorier af denne slags, hvor hovedpersonerne er så forskellige, at deres kærlighed forekommer umulig, er en gammel opskrift. Historien om denne bundethed til sit væsen, sin baggrund eller sin plads i samfundet, der umiddelbart umuliggør transformationen (kærligheden), er gennemfortalt og varieres i det uendelige. Kunsten er at variere og fortælle den godt.

Med Samme dag næste år blev jeg charmeret af formen. Kun at møde personerne én gang om året muliggør ufortalte hændelser og gør det nemt at fokusere handlingen.  Jeg var også lidt charmeret af, at der ikke var så meget overvægt til kvindens længsel, som i andre romaner af samme genre. Samme dag næste år er sød og romantisk, men heldigvis lige en tand mere end det.

Fx er Dexter ikke kun en charmerende gulddreng. Faktisk er han for det meste en fløs uden så meget retning, der farer aldeles vild i en årrække. Det mest forsonende ved ham, er det gode, Emma og hans skarpe mor ser i ham. Da han er længst ude og den værste udgave af sig selv, gider Emma ham ikke: “Dexter, jeg elsker dig så højt. Virkelig, virkelig højt, og det vil jeg sikkert altid gøre. Hendes læber strejfede hans kind. Jeg kan bare ikke lide dig mere. Jeg er ked af det.” Og så er de ikke venner i en årrække, hvor de hver især hutler sig lidt afsted.

Emma er lidt irriterende konventionelt fortalt. Skarp med arbejderbaggrund, der holder sig til egentlig kun at elske Dexter trods hans udskejelser, og som efter sine obligatoriske år med retningsløshed, skidt arbejde på en mexicansk restaurant og kiksede mænd endelig blomstrer og bruger sit undervisnings- og skrivetalent.

Men Nicholls’ roman er værd at læse for dens rytme. Den er morsom, når det skal til, alvorlig, når det er nødvendigt, fladpandet romantisk, når vi trænger, og højtflyvende småfilosofisk i lette doser – og så morsom igen, så vi ikke får kvalme. Og sørgelig og tragisk endda også!

Mindeværdigt morsom er den scene, hvor Dexter for første gang besøger sin udkårne Sylvies succesrige og dømmende familie og skal gøre godt indtryk. Desværre ender en (virkelig sær) selskabsleg med, at han pander Sylvie en ordentlig en med en Daily Telegraph, så hun går i gulvet. Symptomatisk nok ved Dexter, at kun med Emma vil han kunne grine ad denne situation. Med Sylvie … not so much.

I denne roman er kærlighed et spørgsmål om timing, om retning, om at være noget andet og mere sammen med en anden end for sig selv, om vilje og tålmodighed, om tab, om selverkendelse … og det forekommer jo egentlig sandt nok.

02. October 2011 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.