Bare skræk

Min kollega læser ikke krimier. Hun bliver desillusioneret og trist på verdens vegne af at læse dem.

Jeg læser ikke zombieromaner eller andre bøger, der på nogen måde er post-apokalyptiske eller handler om, at vores civiliserede opførsel over for hinanden kun er et tyndt lag af fernis, og at vi (i tilfælde af apokalypsen eller krig) i virkeligheden er prisgivet vold og natur hos mennesker, dyr og omverden. De giver mig mareridt og tankerækker, der er (let) paranoide. Der er mange, som med stor fornøjelse læser denne slags bøger, hvor civilisation netop sættes på spidsen af udefrakommende hændelser, man ikke selv kan bestemme over. Det vil nok være forkert at kalde dem for en genre, for udformningen af dem er måske lidt for forskellig: høj- såvel som lavlitterært, science fiction såvel som fantasy og robinsonader, realistiske såvel som helt urealistiske. Nogle kalder dem post-apokalyptiske, andre steder har jeg set dem som End-of-the-World-bøger.

Nogle gange kommer jeg til at læse en alligevel. Og det er fortællinger, som kan holde mig vågen om natten … på den mindre gode måde. Fx læste jeg José Saramagos En fortælling om blindhed. Jeg husker den som en fortræffelig bog, velskrevet og velfortalt, men også som en for mig virkelig skræmmende en af slagsen. Fordi alt det, der binder vores civilisation sammen, i denne fortælling sættes ud af kraft, da en epidemi af blindhed pludselig rammer menneskeheden. Det gamle ordsprog om, at i de blindes rige er den enøjede konge, får store følger i denne roman.

På samme måde læste jeg Mikael Niemis Faldvand uden for alvor at vide, hvad jeg gik ind til. Niemis tidligere bøger havde jeg læst med fornøjelse, men fornøjelsen var denne gang aldeles skrækblandet. For hvad sker der, hvis en mægtig (svensk) flodbølge rydder alt på sin vej og har kurs mod en større by? Hvordan redder man sig? Hvem redder man med sig? Hvordan overlever man? Og hvad og hvem overlever man på bekostning af?

På stranden, ventetid af Nevil Shute læste jeg som helt ung. Den står stadig for mig som rædselsvækkende. En flok overlevende venter på, at atomnedfaldet skal ramme dem i Australien efter en atomkrig. Det er post-atomkrig-litteratur fra 80’erne!

Jeg behøver nok ikke at nævne, at jeg holder mig fra at læse The Road af Cormack McCarthy og The Stand af Stephen King af ovennævnte grunde, selv om de begge fremhæves som læsværdige af rigtig, rigtig mange mennesker, hvis anbefalinger jeg ellers følger.

Og nej, der er ikke tale om skrækblandet fryd. Bare skræk.

14. April 2015 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.