Senmodnet online-identitet

Disclaimer: Dette indlæg afslører, at nærværende blogger er bedaget, bagstræberisk og letbenet.

Tilbage i 1992 hjalp min computerkyndige ven Jakob mig med at købe min første pc sammen med en for den tid pænt dyr printer. Han installerede Windows og WordPerfect på den og viste mig for en sikkerheds skyld også lige, hvordan jeg fandt den DOS-baserede WordPerfect (den med blå skærm), hvis det der Windows nu ikke viste sig stabilt. Den pc bragte mig igennem de fleste af mine universitetsopgaver uden at svigte.

Samme Jakob viste mig nogle år senere, hvordan man sendte en e-mail. Og hvordan man gik på det der internet. Alligevel besluttede jeg i 1996, da jeg studerede i Toulouse, at jeg ikke gad stå i kø på universitets bureaukratiske kontorer for at få oprettet en uni-e-mail dernede. I erkendelsen af, at der var meget få at skrive e-mails til derhjemme. Men da jeg kom hjem i 1997 var folk gået i gang med at have dem, så jeg fik oprettet en e-mailadresse på KUA og måtte derud, hver gang jeg skulle tjekke min mail.

Først i 1998, hvor jeg på mit studenterjob fik lov at låne en bærbar IBM Thinkpad (se DET var kvali!) med indbygget modem med hjem, opdagede jeg, hvor helt fantastisk det var at kunne gå på internettet – ikke kun på arbejdet, men også hjemmefra. Den der opringningsmodemlyd sidder stadig i mine ører, og nogle gange støder jeg på lyde, der får mig til at tænke på den.  Jeg opdagede, at man kunne chatte via Messenger. Og jeg fik arbejdspladsens supporter til at hjælpe med at udvælge min næste pc: en bærbar, som havde en helt sindssygt stor 13″ skærm. Han syntes faktisk, jeg måske ikke havde brug for, at den var så stor, for jeg skulle jo mest noget med tekst … Derfra kom jeg hurtigt videre til nutiden, sprang ISDN over og fik ADSL – samt et par nye pc’er efter hinanden.

I løbet af 2007 fik jeg en Facebook-profil og besluttede hurtigt, at det interessante derinde var statusopdateringerne og at bruge I’m Reading til at registrere alle de bøger, jeg læste. I 2009 kom jeg på twitter, men først da mine seje kolleger @MarieBilde, @Jesper69Green og @1736Lene i starten af 2010 fandt på #fredagsbog, gav det for alvor mening for mig. For her kunne det hele forenes i ét: at skrive med andre om bøger og at have bøger som udgangspunkt for “samtaler” om alt det andet også. Det gik op for mig, at online-identitet for alvor var en mulighed, og at det lagde alen til min uvirtuelle kommunikations- og litteraturidentitet, fordi det hele faktisk kunne dyrkes i en og samme bevægelse.

Kald mig bare senmoden! For først da faldt det mig ind, at jeg måske havde lyst til at ytre mig på mere end 140 tegn; at jeg kunne blogge ligesom de seje bloggere, jeg sporadisk havde læst. De der, som med tydelig genrebevidsthed og ikke mindst stor humor forvandlede hverdagshændelser og vigtige emner til læseværdige blogs.

Men så var det jo det der ‘senmoden’ kom ind i billedet. For de der spekulationer, som jeg genkender fra camlarsch-19-år gik i gang, så helt vant til modenheden var jeg ikke blevet: Uh, var det nu interessant nok? Kan man blogge, hvis man slet ikke er sjov? Hvad hvis nu ingen læser det? Og hvordan nu med genren og dybden og emnerne og hyppigheden? (Der er jo også noget IRL, som skal passes ved siden af.)

Men nu har jeg besluttet, at jeg er en senmoden blogger. Eller måske er jeg bare en teenageagtig blogger, som vedkender mig min letbenethed og ufokuserede fremturen og blogger om, hvad jeg nu lige finder interessant og kan få til at fungere på skrift med den hyppighed, der kan lade sig gøre. Så ovenhøjrestående formulering “højt- og lavtflyvende” skal tages meget bogstaveligt!

(Og dét bragte os slutteligt tilbage til bogstaverne.)

28. May 2011 by camlarsch
Categories: Øvrige | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.