Fiktionsbevidst tv

Danmark er vild med tv-programmet Spise med Price – nu på DR1. De to brødre charmer sig ind i de danske hjem med platheder og rigeligt smør. Således også her.

Noget af det, jeg bl.a. værdsætter, er, at programmet til stadighed pointerer, at der er tale om et fjernsynsprogram, og at der sker en redigeringsproces. At de to brødre taler til kameraet, at de fingerer, at de laver nye klip, at de lægger fortællerstemmer ind over forskellige steder, at de tager opskrifterne bagfra, at de spiller filmen bagfra, at de bagtaler hinanden, at de filmer hinanden hemmeligt, at de finder på fjollede funktioner til rummene omkring deres køkken befolket af alle mulige andre – og at de næsten lader som om, de ikke gør alle disse ting, eller at det er helt normalt. Al denne fiktionsbevidsthed taler til sådan en fiktions- og perspektivteorinørd som mig …

Flere nye programmer (mest på DR2) har selvbevidsthed med i spillet og elskes for det, fx i sin tid DR2 Premiere med Mikkel Munch-Fals og TVTVTV med Ane Cortzen. Svagheden ved den form for koncepter er blot, at de er meget afhængige af, om værterne kan bære formen. Værterne skal tydeligvis være af en særlig støbning for at kunne balancere denne flirten med seere, form og tv-fortælleteknikker – samtidig med, at de rent faktisk laver et program med godt indhold. Da DR2 Premiere fik nye værter, så man, i hvor høj grad formen egentlig oprindeligt var personafhængigt og særligt skåret til Mikkel.

Det understreger for mig, at gode fortællinger ikke blot er båret af godt indhold, men i lige så høj grad er båret af, hvem der fortæller det hvordan.

 

13. November 2011 by camlarsch
Categories: Øvrige | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.