E-opførsel og e-opfattelse

Det virker godt, det der med at læse på en Kindle! Jeg sætter allerede stor pris på den. Og til min overraskelse tog jeg mig selv i at tænke: “Vil jeg egentlig have xx-bog til at stå på reolen, eller kan den ikke bare være på Kindlen?”

Den her dims kommer til at ændre først min opførsel, dernæst min opfattelse.

Jeg, der ellers får ondt i hjertet af at rydde op på mine reoler og skaffe mig af med bøger (som jeg i øvrigt ikke gider læse), kunne pludselig forestille mig med tiden at skære ned på mit papirbogsmisbrug til fordel for e-bøger.

Det skal tilføjes, at jeg faktisk ikke tidligere er gået så meget op i, hvilken udgave af en bog jeg har. Jeg har ingen interesse i førsteudgaver, som forfatterens bedstefar engang har spildt en dråbe mokka i på side 17, eller den slags. Jeg var altså i forvejen mest interesseret i indholdet, der jo i den grad kommer i fokus på en e-bogslæser.

Min eneste unikke bog er den Trækopfuglens krønike, som Haruki Murakami har skrevet sin signatur i. Som jeg dog skatter højt!

Vejen for en e-bogslæser er nok også banet af smartphones. Min adfærdsændring, da jeg købte en iPhone, var betragtelig – og ideen om læsning på en håndholdt skærm blev mindre fremmed.

Jeg vil altid have en faible for bøger. Det nye er, at den nu er udvidet med e-bøger …

10. January 2012 by camlarsch
Categories: Øvrige | 11 comments

Comments (11)

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.